Den Classenske Legatskole søger en lærer til matematik, natur og teknologi, idræt og meget gerne håndværk og design til indskolingen - København
Søg jobbet
Område: UndervisningAnsøgningsfrist:
- 06.2025
Jobtype: Fastansættelse
Søg jobbet
Den Classenske Legatskole søger en uddannet lærer til 1.-5. klasse.
Vi skal bruge en ny kollega, da vi med Københavns Kommunes program for Mangfoldige Børnefællesskaber har flere ressourcer til blandt andet to-lærertimer.
Opgaverne
Skemaet består som udgangspunkt af matematik i 1. klasse og natur og teknologi i 1.- og 2. klasse samt idræt på begge årgange. Der er også timer i håndværk og design i 3. klasse, det er sammen med en pædagog.
Der er desuden en del to-lærertimer i 1. klasse, hvor vi i skoleåret skal arbejde med udgangspunkt i at styrke vores arbejde med co-teaching.
Det er et vilkår, at alle lærere i indskolingen som udgangspunkt skal være med til at dække undervisningsbehovene i 1. til 5. klasse. Det er et fast vilkår i vores fagfordeling, da vi er en to-sporet skole.
Hvis du tilfældigvis også kan undervise i tysk, så har vi timer til dig i dette fag.
Skemaet indeholder 25/26 lektioner. Hvis du er nyuddannet lærer følger du en erfaren lærer i to af lektionerne det første år.
Du bliver en del af klasseteamet på første årgang, hvor du underviser. Et klasseteam består af dansk- og matematiklæreren, som arbejder tæt sammen med skolepædagogen. En del af din forberedelse sker i dette team på det ugentlige skemalagte teammøde.Skolepædagogen deltager i klasseteammøder på 0.-3. årgang, og har næste skoleår otte lektioner i klassen.
Der er afsat ekstra tid til faglig sparring på første årgang. Dette er også med udgangspunkt i at styrke samarbejdet i forbindelse med Mangfoldige Børnefællesskaber.
Vi tilbyder
En skole, der har en overskuelig størrelse, hvor elever, lærere og ledelse har tæt og daglig kontakt med hinanden. Det giver os en god og tryg samarbejdsflade også i forhold til forældrene.
Skolen har to velfungerende og aktive elevråd, et grønt råd, et råd for elev-sikkerhed-og-undervisning (RESU), morgensamling med fællessang for alle elever hver måned, et skolekor, venskabsklasser, temauge på tværs af skolen, fordybelsesdage hver måned, hytteture og lejrskole, skolebal for alle elever m.m.
En skole og arbejdsplads, hvor det er din undervisning, der er i centrum.
Vi forventer, at du- er uddannet lærer
- brænder for dine fag
- har en anerkendende tilgang til eleverne
- vil arbejde målrettet og tydeligt med klasseledelse
- kan arbejde tæt sammen i klasse- og fagteam med kolleger om eleverne og deres læring
- er imødekommende og aktivt vil indgå i samarbejdet med forældre, elever, kolleger og ledelse
Om os
Den Classenske Legatskole er en folkeskole beliggende tæt på Rådhuspladsen og indre bys mange kulturinstitutioner og tilbud, vi har blandt andet et godt samarbejde og partnerskab med Københavns Museum.
Skolen er tosporet fra børnehaveklasse til 9. klasse med cirka 500 dygtige og glade elever og 50 engagerede medarbejdere bestående af lærere, pædagoger, medhjælpere, teknisk service m.m.
Der er gode traditioner på skolen, som for eksempel vores skolefester og gallafest, som bliver båret af et velfungerende elevråd, samt fordybelsesdage en gang om måneden.
Vi lægger vægt på dialog og inddragelse, og har fokus på relationerne og de lærende og inkluderende fællesskaber, og arbejder derudover på løbende at styrke teamsamarbejdet.
Vores faglige resultater er gode, og det lykkes vi blandt andet med på grund af et godt læringsmiljø, som understøttes af dygtige vejledere i dansk og matematik.
Lærerne arbejder som udgangspunkt i enten indskolingen eller udskolingen, og vi har et lærerskift i hovedfagene omkring 5. eller 6. klasse.
Vores KKFO befinder sig på to matrikler fordelt i byen, hvor børnene i børnehaveklasserne efter skole går til afdelingen på Vartov, mens børnene fra 1.-3. klasse bliver kørt i busser til afdelingen på Thomas P. Hejle i Linnésgade ved Nørrevold.
Vi har en aktiv skolebestyrelse, og vi værdsætter det tillidsfulde samarbejde med vores engagerede forældre, som vi fortsat styrker gennem dialog.
Mangfoldige Børnefællesskaber
I Københavns Kommune er der politisk blevet vedtaget et ambitiøst program for at flere børn kan være med i den almene folkeskole. Det skal vi arbejde med på alle skoler fremadrettet, og det bliver derfor en del af vores samlede opgaver på skolen.Det kan du læse meget mere om her.
AnsættelsesvilkårStillingen er en fastansættelse på fuld tid, 37 timer om ugen til besættelse den 1. august 2025.
Lønnen er i henhold til gældende overenskomst.
I forbindelse med ansættelsesprocessen indhenter vi børne- og straffeattest og referencer.
Yderligere oplysninger
Du kan få mere at vide om os og om den ledige stilling ved at kontakte souschef Line Justesen eller skoleleder Lars Rye Vadmand på 33 66 21 90.
Du kan også læse mere om skolen på www.dcl.aula.dk.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest onsdag den 4. juni 2025.Ansættelsessamtaler finder sted mandag den 16. juni i tidsrummet 9.00-15.00.