Kundeservicemedarbejder til hurtigt voksende e-commerce virksomhed - ref. g8903503
Er du en kommunikativ teamplayer med en naturlig evne til at sætte dig i kundens sted? Er du klar på at hjælpe og rådgive både danske og internationale kunder med deres ønske om et naturligt og smukt hår? Så er Myextensions måske din næste arbejdsplads.
Om virksomheden
Myextensions er en ambitiøs danskejet e-commerce virksomhed med hovedkontor og butik i Aalborg. Vi er specialiserede i salg af højkvalitets hair extensions direkte til forbrugere i Danmark, Sverige, Tyskland og Holland, og vi drives af en passion for at hjælpe vores kunder med at opnå deres ønskede look og øget selvtillid gennem kvalitetsprodukter og enestående kundeservice.
Hos os vægter faglighed, service og kundetilfredshed højest, og det arbejder vores dedikerede team af medarbejdere hver dag for at levere. Vi ved, at mere end 70% af kvinder er utilfredse med deres hår! Det er en statistik, vi har en mission om at ændre.
Vil du være med til det?
Om jobbet
I rollen som kundeservicemedarbejder vil du være vores vigtigste bindeled til kunderne. Med din empati og høje faglighed vil du være med til at sikre en enestående serviceoplevelse. Dit fokus vil være på både online support såvel som assistance ved fysiske køb i butikken.
Hvad skal du forvente at arbejde med?
Arbejdet er centreret omkring besvarelse af kundehenvendelser via vores online support system samt på telefon. Dertil er der en række varierende opgaver, som inkluderer:
- Ekspert-vejledning og rådgivning til vores online kunder i spørgsmål relateret til produkt match, hårfarver etc.
- Monitorering og optimering af kundetilfredsheden på diverse review sites som f.eks. Trustpilot og Google.
- Pakning og afsendelse af online ordrer.
- Rådgivning og salg til kunderne i vores fysiske butik i Aalborg.
Vi uddanner dig naturligvis – både ved tiltrædelse og fremadrettet – så du kan varetage opgaverne med sikker hånd. Dertil har du nem adgang til hjælp og vejledning gennem vores guides, samt støtte og rådgivning fra dine kollegaer.
Hvad søger vi efter?
Vi ser gerne, at du allerede har flere års praktisk erfaring fra kundeserviceområdet. Det kan være fra et call center, kundeserviceafdeling eller butik. Du drives af at yde rådgivning og service på et højt niveau, og sætter en ære i at yde dit optimale i enhver kontakt til kunder og kolleger.
Derudover forventer vi, at du:
- Er velformuleret i skrift og tale på dansk og engelsk.
- Formår at sætte dig i kundens sted og forstå deres udfordringer eller behov.
- Evner at bevare roen og håndtere stressede situationer med et smil – tålmodigt og løsningsorienteret.
- Er struktureret og kan prioritere i dine opgaver.
- Er udadvendt og har en positiv attitude.
Vi tilbyder
Du bliver en naturlig del af vores kundeserviceteam, som udover dig består af 3 fuldtidsansatte og 3 assistancer. Stillingen er en fuldtidsstilling (37 timer), hvor du får gode arbejdsvilkår og en fast månedsløn. Dertil vil du opleve flere årlige sociale arrangementer, en virksomhed med knald på, og et dedikeret og spændende team af kollegaer.
Arbejdstiden ligger indenfor tidsrummet 8.30-17.30 mandag-fredag og 10.00-16.00 hver tredje lørdag.
Er du vores nye kollega?
Har du spørgsmål til jobbet, så kontakt Customer Service & Retail Manager Julie Nielsen via e-mail jn@myextensions.com eller ring direkte på telefon 42 33 37 99.
Tøv ikke med at indsende din ansøgning via "Ansøg"-knappen nedenfor. Vi indkalder løbende til samtaler, og besætter stillingen så snart vi har fundet den rette kandidat.
Ansættelsesdato efter aftale, men gerne inden 1/7.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.