Faglig konsulent inden for løn og personale med fokus på drift til de Administrative Fællesskaber i Børne- og Ungdomsforvaltningen
Søg jobbet
Område: Øvrige
Politik og administrationAnsøgningsfrist:
- 02.2026
Jobtype: Fastansættelse
Søg jobbet
Har du lyst til at arbejde med løn og personale i landets største forvaltning – og vil du bruge din faglighed til at sikre kvalitet og effektivitet i den daglige drift?Trives du med struktur, samarbejde og faglig fordybelse, og kan du se dig selv i en konsulentrolle med ansvar og indflydelse?
Så kan dette være dit næste job.
Om stillingen
Vi søger en faglig konsulent til de Administrative Fællesskaber (AF) i Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF). Denne stilling har et klart fokus på drift og kvalitet i løn- og personaleadministrationen, og du bliver en vigtig del af den faglige understøttelse af både kolleger i AF og decentrale ledere.Der er tale om en nyoprettet stilling, hvor du kommer til at arbejde sammen med en anden konsulent, som har fokus på den strategiske og forretningsmæssige udvikling af området.
Når vi løser vores opgaver, har vi vores strategiske pejlemærker for øje, og særligt stærk servicekultur med brugeren i centrum og effektiv drift og sammenhængende styring giver os både fundament og udstikker retning for vores arbejde.
Dine primære arbejdsopgaver
En central del af dit arbejde bliver at bidrage til effektiv, ensartet og korrekt opgaveløsning på løn- og personaleområdet. Du er med til at sikre, at best practice identificeres og udbredes på tværs af AF, bl.a. ved at afdække og udvikle på vores sagsgange og videndeling.Som led i dette deltager du i planlægning og gennemførelse af faglige workshops og videndelingsaktiviteter med fokus på ensartet praksis og kvalitetsløft. Du løser opgaverne i tæt samarbejde med kolleger i AF og skal sammen med den anden konsulent udvikle løn- og personaleområdet.
Samtidig indgår du i den faglige løsning af løn- og personalesager. Du yder sparring og rådgivning indenfor løn og personale fx. ansættelsesvilkår, fravær, ferie, løn og overenskomster og bidrager til håndtering af mere komplekse sager i samarbejde med erfarne kolleger.Du har blik for den virkelighed, som de decentrale ledere står i, og er med til at omsætte regler og aftaler til praksisnære og forståelige løsninger. Derudover skal du deltage i udviklingsprojekter og bidrage til udviklingen af personalegruppen.
Dette kan fx være udarbejdelse af et uddannelseskatalog eller fælles koncept for onboarding af nye medarbejdere. Du vil i den forbindelse også bistå i oplæring af nye løn- og personalemedarbejdere sammen med en kollega.
Din rolle og dit ansvar
Stillingen er en konsulentrolle med fagligt ansvar. Det betyder, at du forventes at bruge din faglighed aktivt, tage medansvar for kvaliteten i opgaveløsningen og bidrage til, at andre lykkes i deres arbejde gennem sparring, videndeling og tydelig kommunikation.Du er også opsøgende i forhold til, hvordan vi arbejder mere effektivt fx ved at strømline arbejdsgange, opdatere og rydde op i vejledninger mv.
Hvem er du?Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse, fx en mellemlang eller en videregående uddannelse, og et par års erfaring med løn- og personaleadministration, måske fra en offentlig eller kommunal sammenhæng. Det vigtigste er dog, at du har lyst til at lære, fordybe dig og udvikle dig fagligt indenfor området.
Du arbejder struktureret og har øje for kvalitet og detaljer. Samtidig kan du formidle faglige problemstillinger på en klar og hjælpsom måde og trives i samarbejdet med mange forskellige mennesker og fagligheder. Du er nysgerrig, ansvarlig og motiveret for at tage del i en hverdag, hvor drift, samarbejde og faglighed går hånd i hånd.
Om os
AF i Børne- og Ungdomsforvaltningen sikrer hver dag solid administrativ understøttelse af københavnske skoler og dag- og fritidstilbud. Vi arbejder tæt sammen på tværs af fagområder og prioriterer sparring, videndeling og fælles løsninger.
Du bliver en del af et team på ca. 20 medarbejdere, som udover at arbejde med arbejdstidsstyring også beskæftiger sig med økonomistyring og løn- og personalesager. I dagligdagen vil du også arbejde tæt sammen med resten af medarbejderne AF, primært løn- og personalemedarbejdergruppen på ca.50 medarbejdere.
Du bliver en del af et fagligt stærkt og imødekommende miljø, hvor vi arbejder anerkendende, deler viden og hjælper hinanden – også når opgaverne er komplekse. Vi sidder i et nyindrettet åbent kontorlandskab. Vi har kantine, motionsfaciliteter, massageordning og prioriterer sociale aktiviteter.Vi tilbyder fleksible arbejdsforhold, mulighed for hjemmearbejde og en centralt placeret arbejdsplads i København lige ved siden af Vesterport Station.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer ugentligt inklusive frokostpause, og tiltrædelse er den 1. april 2026. Ansættelse sker efter gældende overenskomst og i øvrigt efter endelig forhandling med din faglige organisation. Arbejdsstedet er Hans Nansens Gård, Nyropsgade 7 i København.
Vil du vide mere?Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte AF-leder Dimitrios Liljenberg Karakaxas på 51 68 01 16. Du kan også sende en sms eller lægge en besked, så bliver du kontaktet, når Dimitrios har en ledig tid.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest søndag den 15. februar 2026