Dygtig og engageret afdelingsleder, der brænder for ledelse til Boligsocialt Område - København

apartmentKøbenhavns Kommune placeKøbenhavn calendar_month 

Søg jobbet

Område: Ledelse

Politik og administration
Ansøgningsfrist:
  1. 05.2025
Arbejdstid: Fuldtid

Jobtype: Fastansættelse

Søg jobbet

Er du en holdspiller og kan lide at bedrive faglig ledelse? Vil du gerne bidrage til at sikre en god socialfaglig indsats for de mest udsatte borgere i København? Ser du bolig og beskæftigelse som helt centrale elementer, der kan hjælpe borgerne videre i tilværelsen?

Så skal du søge stillingen som afdelingsleder i det boligsociale område.

Lidt om os

I Din Sociale Indgang er hele Socialforvaltningens myndighedsarbejde samlet, herunder også Boligsocialt Område. Vi er et myndighedsområde med ca. 110 ansatte, der beskæftiger sig med udsatte borgere på tværs af målgrupper og alder med et primært fokus på bolig, hjemløshed og beskæftigelse.

Vi er en god blanding af sagsbehandlere, boligrådgivere og andre fagpersoner, som i det daglige har mange fælles berøringsflader og drager stor nytte af hinanden.

Vi samarbejder tværfagligt og inviterer interne og eksterne aktører ind i opgaveløsningen i samarbejde med borgeren, og vi insisterer på at støtte borgeren i at være en del af hele samfundet.

I Boligsocialt Område er vi opdelt i fire afdelinger, som alle arbejder med udsatte borgere over 18 år med tilbud om forskellige indsatser.

Boligsocialt Område finder, udvikler og anviser mulige veje til mestring af et godt liv. Boligindsatsen spiller en vigtig rolle, fordi en bolig for de fleste mennesker er en base, hvorfra andre forhold, der giver livet værdi, kan udspringe. Boligindsatsen er også en sammenhængende og integrerende indsats, hvor der skabes sammenhæng mellem borgere, professionelle aktører og civilsamfund.

Kort om arbejdsområderne

Du skal stå i spidsen for en afdeling med fokus på myndighedssagsbehandling og screening.

Herbergsteamet og Krisecenterteamet

I Herbergsteamet og Krisecenterteamet arbejder sagsbehandlerne i fremskudte funktioner på herberger og krisecentre. Her yder de en systematisk og håndholdt indsats, fordi det skal der til for, at vi kan lykkes med hjælpen til de mest udsatte borgere.

Herbergsteamet udgøres af 22 medarbejdere. De arbejder med fremskudt sagsbehandling på herberger og herigennem også implementering af bolighjemløse-reformen blandt andet gennem forløbsprogrammer på herberger, der skal sikre hurtig afklaring af borgers boligbehov.

Sagsbehandlerne bygger bro til andre relevante kommunale tilbud – f.eks. indstilling til egen bolig via den boligsociale anvisning med Housing First bostøtte jf. § 85a eller til botilbud jf. §§ 107/108, hvor der afklares via VUM. De bygger også bro til relevante tilbud udenfor kommunalt regi i samarbejde med civilsamfundet.

I krisecentergruppen er de seks sagsbehandlere, der arbejder fremskudt på krisecentrene, hvor de ligeledes varetager afklaring af og råd og vejledning til borgerne om eksempelvis indstilling til egen bolig og til den eventuelle støtte, borgerne kan have behov for.

Screeningsgruppen

Sagsbehandlerne arbejder også med at screene indskrivninger på herberg og krisecentre med blik for, at der er hjemmel til placering af borgerne ved indskrivningerne og i den løbende opfølgning og varetager opgaver knyttet til mellemkommunale forhold.

Der arbejdes primært indenfor servicelovens rammer, og arbejdsopgaverne er mangfoldige, hvilket bidrager til en spændende og varieret arbejdsdag.

At være afdelingsleder i Boligsocialt Område

Som afdelingsleder i Socialforvaltningen arbejder du ud fra et lederkompas, som definerer dine opgaver som leder. Lederkompasset skal sætte en klar retning for ledelse i Socialforvaltningen og udgør samtidig et fælles grundlag for, hvordan vi helt grundlæggende taler om og bedriver ledelse.

I lederkompasset i alle ledelseslag i Socialforvaltningen er der strategisk, faglig, drifts- og personaleledelse.

Din primære arbejdsopgave som afdelingsleder er at understøtte medarbejderne i løsning af deres faglige opgaver samt varetage den daglige personaleledelse. Du skal have fokus på, at indsatserne lever op til de lovgivningsmæssige og faglige krav og løbende følge op på ressourceforbrug og økonomi.

Du vil blive en del af et ledelsesteam på fire afdelingsledere og en områdechef, hvor du er med til at skabe sammenhold og sammenhæng. I det daglige er der et tæt samarbejde, hvor vi sammen forestår løsninger af centrale og koordinerende opgaver i forbindelse med udviklings- og driftsopgaver, mål- og resultatstyring samt personaleudvikling.

Vores tilgang til ledelse er formet af tillid, dialog og gode relationer.

Vi er et velfungerende hold, der er gode til at støtte op om og sparre med hinanden. Der afholdes ugentlige ledermøder og sparringssamtaler med områdechefen hver anden uge.

Boligsocialt Område er ikke blot en arbejdsplads – det er en organisation med sammenhængskraft, hvor engagement, stærke arbejdsfællesskaber og et godt arbejdsmiljø er drivkraften bag indsatserne. Vi er drevet af at skabe nye løsninger, der kan gøre en forskel og skabe resultater for borgerne.

Men altid med en respekt for det, der allerede fungerer og den nødvendige tid til fordybelse.

Medarbejderne samarbejder med udgangspunkt i en rehabiliterede og recoveryorienteret tilgang, og en central opgave vil derfor også være at skabe mulighed for og understøtte en fleksibel og individuel tilgang, der anerkender den kompleksitet, som kendetegner borgernes situation.

I rollen som afdelingsleder indtager du en central position i området med ansvar for at skabe et støttende og udviklende arbejdsmiljø for medarbejderne i de forskellige faggrupper.

Vi ser gerne, at du
  • ser værdien af ledelse, hvor tillidsbaseret ledelse er i fokus og har erfaring fra Københavns Kommune eller anden organisation
  • har erfaring med det socialfaglige felt, har forståelse for brugergruppens forudsætninger og muligheder og kan give dine medarbejdere faglig sparring i deres arbejde
  • er indstillet på, at optimering, effektivisering og dokumentation er en del af jobbet
  • har viden om lovgivning og diverse støttemuligheder
  • skifter ubesværet perspektiv mellem detaljer, overblik og fremsyn og kan arbejde med alle perspektiver
  • har visioner og kreativitet til at skabe udvikling inden for dette ledelsesområde
Som person er du karakteriseret ved at
  • have gode samarbejds-, analyse- og reflektionsevner
  • have personlig gennemslagskraft
  • kunne tage selvstændige initiativer og arbejde under pres
  • kunne omsætte idéer til konkret handling og komme i mål med dem
  • have overblik og sans for detaljen
  • kunne arbejde strategisk i en politisk styret organisation
  • kunne se helhedsorienteret på arbejdsopgaver
  • have et fordomsfrit og demokratisk menneskesyn
Hos os vil du få
  • en arbejdsplads, der lægger vægt på kvalitet og udvikling af både opgaver, ledere og medarbejdere, hvor vi har fokus på at gøre op med nulfejlskulturen, hvor vi kan være modige, og der er plads til at prøve nogle ting af, for at vi kan lykkes
  • stor ledelsesmæssig støtte i varetagelse af opgaven
  • et afvekslende, selvstændigt og krævende job
  • stor indflydelse på opbygning og udvikling af lederteamet og ledelsesopgaverne
  • et positivt og udviklingsorienteret arbejdsmiljø med engagerede, kreative og inspirerende kolleger

Ansættelsesvilkår

Løn i henhold til gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Arbejdstiden er 37 timer om ugen. I forbindelse med ansættelse vil der blive anmodet om straffeattest.

Tiltrædelse forventes den 1. juli 2025.

Arbejdsstedet er på Borups Allé 43, 2200 København N.

Yderligere oplysninger

Er du interesseret, så er du velkommen til at ringe til afdelingsleder Jóhann Karlsson på 20 33 64 77 eller områdechef Signe Kempff-Thestrup på 60 37 92 75.

Søg via linket senest torsdag den 22. maj 2025

Samtalerne afholdes umiddelbart efter fristens udløb i Telehuset, Borups Allé 43, 2200 København N.

apartmentKøbenhavns KommuneplaceKøbenhavn
hvor du er med til at præge både hverdagen og de langsigtede mål på et botilbud i udvikling? Så er det måske dig, vi søger som ny afdelingsleder på Botilbuddet Rønnebo. Du bliver en vigtig brik i et stærkt ledelsesteam, som består at en tilbudsleder og to afdelingsledere...
apartmentGentofte KommuneplaceCharlottenlund, 11 km fra København
Vil du være med til at forme fremtidens hjemmepleje? Gentofte Kommunes Hjemmepleje søger en engageret og visionær afdelingsleder, som med strategisk tæft, stærk ledelseserfaring og et udviklingsorienteret mindset vil stå i spidsen for den fortsatte...
apartmentLundtofte SkoleplaceLyngby, 15 km fra København
Er DU positiv og fyldt med humor & energi? Er du tydelig, har du naturlig autoritet og kan du arbejde struktureret, systematisk og metodisk? SÅ er det lige dig, vi står og mangler til at være vores nye afdelingsleder for vores SFO, Klub...