[ref. u68687422] Bilentusiast med flair for IT og detaljer
Bilentusiast med flair for IT og detaljer
Er du vild med biler, har styr på tal og trives foran en skærm? Så er du måske vores kommende afgiftsekspert.
Hos ASG Digital søger vi en ny kollega til vores afgiftsafdeling, hvor vi hver måned håndterer over 30.000 værdifastsættelser og afgiftsberegninger. Du får en nøglerolle i arbejdet med vores brancheførende digitale Afgiftsberegner – og skal sammen med teamet sikre, at vores kunder får korrekt afgift og værdiansættelse hver gang.
Dine vigtigste faglige og personlige kvalifikationer:
Du har benzin i blodet og et skarpt øje for, hvad der gør én bil mere værd end en anden – om det handler om motorstørrelse, udstyrsniveau eller forskelle mellem mærker og modeller. Du trives foran en skærm, arbejder struktureret og har det bedst, når detaljerne stemmer.
Teknologi og systemer skræmmer dig ikke – tværtimod. Du har flair for IT og kan både følge procedurer og spotte, når noget kan gøres smartere. Måske har du snuset til bilbranchen før – f.eks. i salg, på værksted eller som reservedelsspecialist – men vigtigst er din nysgerrighed og lyst til at lære.
Du behøver ikke være ekspert fra start – bare du har passion for biler, sans for detaljer og mod på at lære. Vi har nogle af branchens skarpeste eksperter, som glæder sig til at lære fra sig.
Dine primære arbejdsopgaver bliver at:
- Værdifastsætte brugte og importerede biler med fokus på korrekte afgiftsberegninger
- Arbejde i vores digitale værktøjer og sikre hurtig og præcis indtastning af data
- Samarbejde med kolleger på tværs af afdelinger for at sikre høj kvalitet og effektiv sagsbehandling
- Bidrage med idéer til, hvordan vi kan forbedre og digitalisere vores processer og systemer
Vi tilbyder:
Du bliver en del af et team, hvor samarbejde og faglighed går hånd i hånd – og hvor vi hjælper hinanden med at få tingene til at fungere i hverdagen.
Vi tilbyder løn efter kvalifikationer, pensionsordning, sundhedsforsikring og mulighed for hjemmearbejde. Du får fast base på vores kontor i Odense SV, hvor tonen er uformel, og der er plads til både fordybelse og bilsnak over kaffen.
Om os:
ASG Digital er en del af Autosource Group – en koncern i rivende udvikling med fokus på innovation og digitalisering i bilbranchen. Hos os er der højt til loftet og fart over feltet. Vi arbejder tæt sammen i et ungt og dynamisk miljø, hvor vi løfter hinanden og fejrer succeser sammen.
Interesseret?
Send dit CV og en kort ansøgning hurtigst muligt. Vi afholder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Martin Riber på tlf. +45 27 63 29 19 eller mail: mrj@asg-digital.dk
Vi glæder os til at høre fra dig!