Formidling til unge – deltid (barselsvikariat)
Om jobbet
Vi søger en deltidsmedarbejder til at administrere vores sociale medier og løse grafiske opgaver.
Stillingen er normeret til 15 timer ugentligt. Foruden at stå for vores sociale medier, skal du deltage i en række arrangementer og personalemøder. Hvordan dine timer fordeles over en arbejdsuge, aftales nærmere.
Din profil
Vi søger en teamplayer, der har kompetencerne og lysten til at være med til at fortælle den gode historie om Ung i Rudersdals mange tilbud, dygtige unge borgere og medarbejdere. Du skal kunne arbejde opsøgende og samarbejde med resten af personalegruppen, ligesom du også skal kunne arbejde struktureret og selvstændigt.Vi søger dig, der
- har erfaring med at planlægge og publicere indhold på sociale medier
- er kreativ og kan producere både fængende tekst og visuelt indhold til Facebook og Instagram
- har et godt øje for grafisk design og erfaring med Canva
- har stærke skriftlige kompetencer og mod på at skrive pressemeddelelser til lokalavisen og lave korte nyheder til Ung i Rudersdals hjemmeside
- kan fungere som sparringspartner internt i huset, når der skal udvikles indhold og kampagner
Derfor skal du vælge os
I Rudersdal Kommune tror vi på, at vi kun lykkes i fællesskab. Derfor er det vores mål, at alle kommunens medarbejdere og ledere i alle opgaver - og i fællesskab - arbejder for at skabe bæredygtige løsninger, der giver værdi for borgerne, virksomheden og det samfund, vi er en del af.Se vores film om Rudersdal Kommunes strategi og værdier ”Vi lykkes kun i fællesskab” HER
Ansættelsesvilkår
Der er tale om en stilling på 15 timer pr. uge. Stillingen er et barselsvikariat og vil strække sig frem til foråret 2026. Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Om os
Ung i Rudersdal er en del af Rudersdal Kommune under Kulturområdet. Ung i Rudersdal samler, udvikler og koordinerer de kommunale kultur- og fritidstilbud til Rudersdals unge fra 6. klasse til 25 år.
Vi består af fire ungemiljøer (klubtilbud), en lang række fritidsundervisningstilbud, SSP, ungerådgivning, gadeplansmedarbejdere og forebyggende indsatser for risikoadfærd samt et sekretariat, som udvikler og koordinerer tilbud til skoler, gymnasier og ældre unge i deres frie tid.Det er visionen, at brugerne oplever Ung i Rudersdal som et fællesskab, der engagerer, skaber værdi, og som arbejder for og med unge. Vi ønsker, at unge oplever Ung i Rudersdal som et attraktivt dynamisk centrum for udvikling af ungdomskultur, demokrati, dannelse, uddannelse og trivselsfremme.
Det er i denne ånd, at Ung i Rudersdal skal skabe de bedste rammer og muligheder for unges udfoldelse og udvikling.
Vi er en politisk styret virksomhed og kræver meget af os selv. Vi holder af en uformel omgangstone og værdsætter initiativ, ansvar, mod og engagement.
Som medarbejder hos Ung i Rudersdal kommer du til at indgå i et fællesskab af passionerede og ambitiøse medarbejdere.
Ansøgning, samtale og kontakt
Tiltrædelse hurtigst muligt eller senest den 1. juli 2025.
Du søger jobbet ved at klikke på knappen "Søg stilling" nedenfor.
Ansøgning bilagt kopi af dit uddannelsesbevis, CV og øvrige relevante bilag skal uploades senest mandag den 2. juni kl. 12.00.
Samtaler: Der afholdes samtaler onsdag den 11. juni 2025.