[ref. i64136017] Piccoline/piccolo søges til ministerens og departementschefens forkontor - København
Udlændinge- og Integrationsministeriets departement søger en piccoline/piccolo til Ministersekretariatet. Der er tale om en tidsbegrænset stilling frem til 30. juni 2026 med mulighed for forlængelse.
Din nye arbejdsplads
Du bliver en del af Ministersekretariatet, der populært sagt er ministeriets centrale kontrolrum, og som sikrer sammenhæng i ministeriets arbejde, både internt i ministeriet og eksternt i forhold til Folketinget, andre ministerier og pressen.
Du kommer til at arbejde tæt sammen med især sekretærerne for hhv. ministeren og departementschefen.
Vil du vide mere om os, så klik her.
Dine arbejdsopgaver
Dit arbejde vil hovedsageligt bestå af faste praktiske opgaver som f.eks. opdækning og afrydning af forplejning til ministerens, og departementschefens møder.
Arbejdet kræver en vis fleksibilitet, da nogle møder aftales med meget kort varsel.
Endvidere omfatter dine arbejdsopgaver, at du håndterer bl.a. borgerhenvendelser, hjælper dine kolleger med praktiske opgaver, foretager småindkøb af f.eks. gaver, afstemning af fakturaer og rejseafregninger i vores faktureringssystem og i øvrigt bistår ved forefaldende opgaver i kontoret afhængig af dine kompetencer.
Det får du hos os
Du kommer til at arbejde tæt sammen med syv engagerede kolleger med forskellige erfaringer, uddannelser, perspektiver og opgaver.
Vi er uformelle og sjove at arbejde sammen med - og vi lægger vægt på, at viden er noget, vi deler.
”Som piccoline/piccolo i Ministersekretariatet får du et spændende indblik i den daglige drift af et ministerie, ved selv at være en del af teamet omkring ministeren og departementschefen. Du bliver en del af et lille, men stærkt sammenhold af dygtige, engagerede og sjove kolleger.Opgaverne varierer, hvilket gør at dine dage sjældent er ens og du skal være klar på at tilpasse dig nye udfordringer. Som piccoline/piccolo i Ministersekretariatet får du en unik mulighed for at prøve en masse forskellige, spændende opgaver præget af dit eget initiativ og engagement.” siger Johanne, piccoline i Ministersekretariatet.
Vores forventninger til dig
Du har afsluttet, eller forventer at afslutte en gymnasial uddannelse. Det er samtidig et krav, at du taler og forstår dansk, og det er en fordel, hvis du er god til at tale og skrive engelsk.
Du bliver en del af et politisk miljø, og vi forventer, at du:
- er serviceminded og trives med at udføre praktiske opgaver
- er ansvarsbevidst og pligtopfyldende
- kan arbejde selvstændigt og prioritere opgaverne
- har godt kendskab til it
- kan trives i et miljø, hvor det går stærkt, og hvor der hurtigt kan opstå hasteopgaver
Yderligere information
Vi er i dag ca. 1.200 medarbejdere i hele koncernen, der dagligt arbejder med de spørgsmål.
Du ansættes i Udlændinge- og Integrationsministeriets koncern efter OAO-S-Fællesoverenskomsten og HK-overenskomsten.
Ansættelsesområdet er Udlændinge- og Integrationsministeriet med tilhørende institutioner, og arbejdsstedet er departementet, Slotsholmsgade 10-12, 1216 København K.
Den ugentlige arbejdstid er 37 timer. Mødetiden er udgangspunktet kl. 9.00-16.30, men der kan være travle perioder, hvor der er behov for fleksibilitet i forhold til arbejdstiden.
Du skal opnå sikkerhedsgodkendelse til ”HEMMELIGT” for at arbejde i denne stilling, og opretholde denne under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.
Har du spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte sekretær for ministeren Frederikke Linderoth Hjøllund på telefonnummer 61 98 36 23 eller på e-mail flja@uim.dk eller piccoline Johanne My Ernst på telefonnummer 61 98 32 86 eller på mail jome@uim.dk.
Er du vores nye kollega?
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og eksamensbevis mv. senest søndag den 25. maj.
Vi forventer at holde samtaler i start uge 23.
Forventet ansættelsesstart er 13. august 2025.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.