Sales Manager – Fødevareemballage
Vil du stå i spidsen for at udvikle og drive en specialiseret forretning i vækst?
Og vil du arbejde med salg af højkvalitets plastemballage til fødevareindustrien?
Hos Dania Plast søger vi en Sales Manager, der med et stærkt kommercielt mindset og teknisk forståelse selvstændigt kan udvikle og drive salget inden for vores emballage- og renrumsforretning. Her får du en rolle med stor indflydelse på både kunder, løsninger og den fremtidige vækst - du får mulighed for at sætte retning for et forretningsområde med betydeligt potentiale.
Ansvar og rolle
Som Sales Manager får du ansvaret for at udvikle og styrke salget inden for vores renrumsforretning – med særligt fokus på fødevareindustrien.
Det er en rolle for dig, der motiveres af både at skabe nye muligheder og udvikle eksisterende kunder.
Dine primære opgaver er:
- Etablere samarbejde med nye kunder indenfor fødevareindustrien
- Identificere nye forretningsmuligheder og markeder
- Udvikle og vedligeholde relationer til nøglekunder
- Drive salgsprocessen fra behovsafdækning til tilbud og kontrakt
- Rådgive kunder om tekniske løsninger inden for plastemballage og produktion
- Samarbejde tæt med interne funktioner som produktion og udvikling
- Forhandle aftaler og sikre høj kundetilfredshed
- Bidrage til den strategiske udvikling af forretningsområdet
Der må forventes rejseaktivitet i mindre omfang i forbindelse med kundebesøg og messer.
Om Dania Plast og Emballage- /Renrumsforretningen
Dania Plast er en moderne sprøjtestøbevirksomhed med stærke kompetencer inden for produktion af plastemner i kontrollerede miljøer. Vores renrumsproduktion sikrer høj kvalitet, sporbarhed og fødevaresikkerhed, hvilket gør os til en attraktiv samarbejdspartner for kunder i fødevareindustrien.
Vi producerer primært plastemballage og komponenter, hvor der stilles høje krav til hygiejne, dokumentation og ensartet kvalitet. Vores løsninger udvikles i tæt samarbejde med kunderne og produceres på vores fabrik i Skive.
Læs mere om produkterne på https://dania.dk/c/ydelser/renrumsproduktion
Proaktiv sælger med kommercielt sigte
Du har erfaring med teknisk B2B-salg og trives i en rolle med både ansvar og frihed.
Det er en klar fordel, hvis du har:
- Erfaring med salg og ny-salg af emballage til fødevareindustrien
- Kendskab til plastemballage eller sprøjtestøbning
- Forståelse for produktion i kontrollerede miljøer (renrum/hygiejnekrav)
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- Har stærk forretningsforståelse og kan omsætte kundebehov til løsninger
- Er proaktiv og opsøgende i din tilgang til salg
- Arbejder struktureret og målrettet med fokus på resultater
- Er relationsskabende og trives med kundedialog på flere niveauer
Velrenommeret produktionsvirksomhed med tydelige værdier
Dania Plast A/S er en moderne sprøjtestøbevirksomhed beliggende i Skive og Assens ved Mariager med en omsætning på +100 mio. DKK. Virksomheden har 60 ansatte og over 70 sprøjtestøbemaskiner. Dania Plast arbejder inden for tre forretningsområder: Egne produkter, renrums-produktion og OEM-produktion af tekniske produkter til en række større danske og udenlandske kunder.
Dania Plast er en virksomhed med ambitioner og du vil med dine faglige og personlige kompetencer få mulighed for at gøre en forskel. Du bliver en del af en dynamisk organisation med dygtige, dedikerede og loyale kollegaer, hvor kulturen er præget af respekt, tillid og ordentlighed.
Interesseret?
Så send os dit CV og beskriv hvorfor det her er jobbet for dig. Du ansøger via knappen ”ansøg”.
Har du spørgsmål, ønsker at høre mere eller foretrækker du bare at sætte ord på din motivation over telefonen, så hold dig endelig ikke tilbage. Ane Bruhn fra Cokonnect kan kontaktes på 20644652 eller på ane@cokonnect.dk.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.