Pædagog søges til vores vuggestue-gruppe på 0-2 år
Er du uddannet pædagog hvis hjerte og faglighed varmes, begejstres og udfordres særligt blandt de 9 mdr.-2-årige?
Drømmer du om at arbejde i et privat børnehus, hvor dyrehold og det større fællesskab er en del af praksis? Hvor indsamling af æg, check af rådnekasser, ture i naturen, bæredygtighed og røde glenter kun er en lille del af en hverdag i uderummet.Hvor natureksperimenter og naturens elementer skaber nysgerrighed og fordybelse, alt sammen også for de helt små?
Vi søger en barselsvikar fra d. 1/8-26 med et ugentligt timetal på 30 timer, hvor du sammen med personalet omkring vores 12 yngste børn skaber det trygge udgangspunkt i en naturpædagogisk hverdag.
Begejstres du i uderummet, også når det regner og du skal skabe trivsel og nærvær for de små mennesker? Elsker du helt specifikt de yngste vuggestuebørn, som du synes er den bedste målgruppe i verden, og har du lyst til at være en del af vores naturbørnehus, hvor sammenhæng og fællesskab er grundværdier, er vores barselsvikariat måske det rigtige for dig.
Vores børnehus-liv kendetegnes igennem et humørfyldt og engageret personale, der elsker udeliv og arbejdet omkring børnene. Du bliver derfor en del af det samlede team i vores hus, hvor samarbejdet på tværs er en supervigtig forudsætning for pædagogikken.Et samarbejde, hvor vi i fællesskab drøfter og justerer, undres og regulerer, så børnene altid gives de bedste udviklingsbetingelser. Vi praktiserer glidende overgange og har tema-aktiviteter sammen med vores minihave og børnehave, - hhv. de 12 ældste vuggestuebørn, samt pt. 40 børnehavebørn.
Vi er en del af ”Mellerup Naturbørnehus, Friskole og Efterskole”, hvor det gode børneliv med tid og plads til forskellighed og tryghed er fundamentet, som pædagogikken er bygget op omkring. Beliggende i naturskønne omgivelser i Naturpark Randers Fjord har vi en levende, dynamisk, og fagligt velfunderet personalegruppe og glæder os til at byde dig velkommen i vores hus.Her er humør, tid, affektion og mange gode pædagogiske diskussioner.
Vi forventer:
- At du har en helt særlig forkærlighed for de yngste børn i et dagtilbud og har erfaring med målgruppen
- At du er fortrolig med at skabe trygge rammer omkring familier med helt små børn
- At du trives i det pædagogiske arbejde i uderummet i al slags vejr
- At du skaber tillid og er fagligt velfunderet i forhold til praksis og samarbejde med forældre og kollegaer
- At du aflæser og anerkender børnenes forudsætninger for samspil og interagerer herefter
- At du er tydelig, kærlig, rolig, tillidsvækkende og åben
- At du har en positiv indstilling, også i udfordrede situationer
- At du deltager i pasning af vores dyr, - i en turnus med forældre og kollegaer
Er du nyuddannet/færdiguddannet til sommer hører vi meget gerne fra dig, såfremt du har erfaring med de yngste vuggestuebørn og har en forkærlighed for dem.
For nærmere information kan du kontakte Naturbørnehusets leder Helle Smith på tlf. 26 37 45 61. Du er også velkommen til at besøge os på adressen Almisbakken 10, Mellerup, 8930 Randers NØ efter forudgående aftale, ligesom du kan finde oplysninger om os på hjemmesiden mellerupnaturbørnehus.dk
Ansøgningsfrist d. 16/4. Vi afholder samtaler i uge 17 og 18.
Ansøgninger sendes pr. mail på: kontor@mellerupnaturbfo.dk.