Air Charter Planner til JMTO AIR i Karup

apartmentForsvaret placeKarup calendar_month 
Air Charter Planner til JMTO AIR i Karup Vil du i dialog med det meste af verdenen og lære at chartre fly til Forsvaret, så vores kollegaer kan komme på øvelse eller mission, så søg stillingen ved AIR-elementet i JMTO operationssektion. Om os Operationssektionen er en del af staben i Joint Movement & Transportation Organization, som er Forsvarets strategiske transportmyndighed.
Vi er hjemmehørende på Flyvestation Karup og er en værnsfælles enhed med kollegaer fra både Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet samt flere civile specialister. I Operationssektionen er vi bemandet med erfarne og fagligt dygtige kollegaer, som dagligt indsætter transporter og koordinere hele Forsvarets strategiske bevægelse.
Sammen med opgaveløsningen er trivsel, engagement, selvstændighed og godt humør et omdrejningspunkt i sektionen. I sektionen tilstræber vi hele tiden at dygtiggøre os både teknisk, fagligt og som mennesker, så vi kan bidrage til en optimal løsning af opgaven.
Om Stillingen AIR-elementet har speciale inden for lufttransport. Når Forsvaret skal ud i verden – så er det os, der sørger for, at alt er i orden. Vi planlægger og gennemfører strategiske flyvninger for Forsvaret over hele kloden. Du bliver en nøglespiller i et specialiseret team, hvor du får en bred kontaktflade både internt i JMTO og hele Forsvaret samt til eksterne samarbejdspartnere.
Dine arbejdsopgaver kommer til at omfatte: Planlægning, koordinering og gennemførelse af strategiske full charter flyvninger primært for Forsvaret og vores allierede samarbejdspartnere. Det kan være alt fra en godsflyvning til Grønland, en passagerflyvning til et krise- eller konfliktområde eller en livreddende nødhjælpsflyvning til et katastrofeområde.
Vi følger flyvninger helt fra den indledende planlægning til selve flyvningen og afslutter dem med en evaluering, så vi hele tiden udvikler os og bliver bedre. Støtte samt rådgivning inden for flytransportområdet til andre myndigheder og enheder i Forsvaret.
Du vil oparbejde specialistviden inden for dit område. I samarbejde med den driftsansvarlige udarbejde og vedligeholde procesbeskrivelser i teamet. Efter oplæring, at indgå i AIR elementets tilkaldevagtordning. Du vil få en solid oplæring og løbende sparring – og ja, vi går meget op i, at du føler dig tryg og godt klædt på til opgaven – ”Godt forberedt er halvt i mål”.
Vi har kontor i Karup, men der er plads til hjemmearbejde og fleksibilitet når du har brug for det. Rejseaktivitet kan forekomme, men kun i begrænset omfang. ”Du skal søge stillingen, hvis du bliver motiveret af at se et resultat af dit arbejde, hvis du kan lide at finde løsninger og løse opgaver, og hvis du vil være del af et godt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden.” Sådan siger Jensen, der er Air Charter Planner ved AIR elementet i JMTO.
”Det er en personlig sejr, hver gang jeg planlægger og gennemfører en flyvning fra vugge til grav, og jeg formår at tage hånd om hver eneste udfordring. Det er sjovt, og vi finder altid løsninger i fællesskab. Jeg har simpelthen det bedste job. Jeg er hamrende glad for det,” siger Jensen.
Om dig Stillingen ønskes besat af dig, som har interesse for at lære at arbejde med fly charter i Forsvaret. Ligeledes skal du have interesse for at arbejde med transporter i Forsvaret i tæt kontakt med samarbejdspartnere – både i Forsvaret og civilt.
Du behøver ikke have erfaring med lignende opgave. Du vil blive grundigt oplært. Det vigtigste er, at du er motiveret og er struktureret samt ansvarsbevidst og kan lide at have styr på tingene. Du har en naturlig interesse for at sikre, at processerne bliver fulgt korrekt.
Er engageret og du bidrager til den gode stemning i teamet. Du har en positiv tilgang til dagligdagen, du kan arbejde selvstændigt og struktureret samt gerne løse flere opgaver sideløbende. Du skal have en positiv løsningsorienteret tilgang til opgaven, hvor du skal forstå vigtigheden i prioritering af opgaver.
Du er seniorsergent eller erfaren oversergent, som er vurderet egnet til næste funktionsniveau, og du har gode kommunikationsevner og kan formulere dig forståeligt i tale og på skrift – både på dansk og engelsk. Vores tætte koordinering med vores samarbejdspartnere betyder også, at du kan veksle i din kommunikation, så den tilpasses situationen – både på engelsk og dansk.

Har kendskab til Microsoft Office pakken og har gode evner inden for IT – Word – Excel – Outlook. ANSÆTTELSESVILKÅR Stillingen er en seniorsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Stillingen kan besættes af en oversergent med et godt udviklingspotentiale og som vurderes klar til udnævnelse eller klar til udnævnelse indenfor en kortere årrække. I så fald vil der blive taget stilling til udnævnelse i forbindelse med ansættelsen eller der vil blive udarbejdet en udviklingskontrakt der er målrettet gennemgang af den nødvendige kompetenceudvikling og/eller uddannelse, med henblik på efterfølgende udnævnelse.
Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau. Dit faste tjenestested vil være i Karup. Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen. Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer - her A1 som betyder, at du skal kunne helbredsgodkendes til tjeneste i Danmark og sejlads i danske farvande -.
KONTAKT OG ANSØGNING Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Svenne, Driftsansvarlig i AIR-elementet på mail: JMTO-OA-105@mil.dk.. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent seniorsergent Steen Andersen ved Personelkommandoen mail PKOM-STA@MIL.DK. Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er den 12. marts 2026 og samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er til besættelse 1. april 2026 eller efter aftale. Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen. FOKUS og referencer kan medsendes. I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen.
Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen. OM JOINT MOVEMENT AND TRANSPORTATION ORGANISATION Joint Movement & Transportation Organization (JMTO) har til opgave at tilvejebringe og indsætte transport- og terminalkapaciteter i forbindelse med strategisk transport, deployering, redeployering og genforsyning af indsatte enheder eller enheder på øvelse, nationalt og internationalt.
JMTO løser også transportopgaver for kunder udenfor Forsvaret herunder for allierede. Til at gennemføre transporterne anvender JMTO enten Forsvarets egne kapaciteter, allieredes kapaciteter eller civile leverandører. JMTO er en værnsfælles NIV III myndighed under Flyvevåbnet og er geografisk placeret på Flyvestation Karup.
JMTO består af en stab, af ARK-projektet samt en Movement Control (MOVCON) dispositionsenhed. Dertil kommer en stor og meget aktiv reserve, som deltager direkte i opgaveløsningen i såvel MOVCON, ARK som staben. Myndigheden er sammensat af medarbejdere fra alle værn og civile specialister.

Fakta Application due12-03-2026 Start date01-04-2026 Work hours37 Position category Position typeMilitære stillinger WorkplaceVestjylland Workplace Contact E-mail E-mail E-mail E-mail Homepagehttps://www.forsvaret.dk/da/organisation/flyvevaabnet/jmto/ Share/Print

apartmentForsvaretplaceKarup
Vil du lære at chartre fly til Forsvaret og løse opgaver med stor betydning? Så søg stillingen som Air Charter Planner ved Forsvarets strategiske transportmyndighed. Vil du i dialog med det meste af verdenen og lære at chartre fly til Forsvaret...
apartmentRandstadplaceKarup
Er du den dygtige håndværker, der trives bedst, når du har en fast base, men en varieret hverdag? For IBF søger vi dig der kan tage fat, uanset om titlen på dit svendebrev siger mekaniker, smed eller montør. Det vigtigste for os er, at du har teknisk...
placeKarup
for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning. Arbejdsstedet er i Karup J. Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes...