Maskinmester til teknisk afdeling hos Polyprint
Når teknik skal virke i praksis!
Hos Polyprint leder vi efter en praktisk stærk og struktureret maskinmester til en nyoprettet stilling i vores tekniske afdeling. Du bliver en central støtte for den tekniske chef og får en bred kontaktflade på tværs af produktion, vedligehold og eksterne samarbejdspartnere.
Rollen er skabt for at styrke udførelsen og opfølgningen på daglige tekniske opgaver samt sikre en mere effektiv drift af vores maskiner og bygninger.
Dine primære opgaver- I samarbejde med teknisk chef er du ansvarlig for implementering af nye maskiner
- Identificering og løsning af tekniske udfordringer, herunder både akutte og forebyggende vedligeholdelsesopgaver
- Koordinering og udførsel af interne service- og vedligeholdelsesopgaver i samarbejde med produktion, værksted samt teknisk chef
- Koordinering og vedligehold af ekstern service (kran, porte, VVS, ventilation, DBI, samt dialog med håndværkere og deltagelse ved servicebesøg fra maskinleverandører.)
- Overvågning og vedligeholdelse af produktionsudstyr, herunder trykmaskiner og andre automatiserede systemer
- Bygningsinspektion og maskininspektioner
- Medvirke ved audits (BRC, ISO 14001)
Din profil
Uddannet maskinmester med en håndværksmæssig baggrund (fx elektriker, smed, mekaniker el.l.). Du er praktisk orienteret og vant til at arbejde i tæt samarbejde med produktionen. Du kan arbejde selvstændigt, tager ejerskab, er grundig og struktureret.Du er teknisk stærk og vant til at arbejde i it-systemer. Du kan kommunikere på engelsk i tekniske sammenhænge og trives i balancen mellem både planlagte opgaver og akutte opstående udfordringer.
Arbejdstid
Arbejdstiden er i dagtimerne, og du er selv med til at koordinere dine mødetider med den tekniske chef. Der kan forventes opgaver uden for normale arbejdstider i perioder, når driften kræver dette.
Vi tilbyder
En central og vigtig rolle i en virksomhed i udvikling, og med en maskinpark udover det sædvanlige. Du kommer ind i en hverdag med stor afveksling og mulighed for at sætte dit præg på processer og struktur. Du vil have tæt samarbejde med en erfaren teknisk chef og øvrige kolleger som har en uformel tone og korte beslutningsveje.
Hvis du kan se dig selv i rollen, så tøv ikke med at sende din ansøgning hurtigst muligt.
Vi afholder samtaler løbende. Send ansøgning og CV som PDF på job@polyprint.dk
Om Polyprint
Polyprint er en dansk producent af fleksibel emballage med base i Hedensted. Vi er grundlagt i 1976 og er i dag ca. 140 medarbejdere, der hver dag arbejder for at levere emballageløsninger med høj kvalitet, stabil drift og høj leveringssikkerhed.
Vi arbejder primært med fødevareproducenter, hvor kravene til kvalitet, dokumentation og leveringspræcision er høje. Vores kundebase er ligeligt fordelt mellem Danmark og eksport til EU, og vi er vant til at samarbejde med professionelle kunder, hvor emballagen er en kritisk del af deres værdikæde.
Hos Polyprint udvikler og producerer vi fleksibel emballage, der specialtilrettes til individuelle formål og produkter. Vi er blandt de førende inden for udvikling og produktion af mono emballager og investerer løbende i en moderne maskinpark og automatiserede produktionsløsninger.
Vores produktion dækker flexotryk, ekstrudering, laminering og skæring, og vi har samtidig en stærk kvalitets og miljøafdeling, som sikrer høj kvalitet, solid dokumentation og understøtter vores kunder i miljø og bæredygtighedsspørgsmål.
Kulturen hos Polyprint er præget af ordentlighed, korte beslutningsveje og et stærkt samarbejde på tværs. Vi prioriterer et godt arbejdsmiljø med respekt for hinanden, og vi tror på, at den bedste hverdag og drift skabes af dygtige mennesker, der tager ansvar, holder aftaler og hjælper hinanden hvilket også afspejles i vores høje anciennitet.