Projektansvarlig – service og support
Vil du arbejde med vandings- og pumpeløsninger til nogle af Danmarks mest krævende og prestigefyldte anlæg – fra golfbaner og superligastadions til historiske parker og kongelige haver?
Hos Agrometer Sport & Park arbejder vi i en specialiseret niche, og vi søger nu en projektansvarlig til at koordinere opgaver, hjælpe kunder og understøtte vores montører i hverdagen.
Stillingens indhold
Som projektansvarlig får du en central rolle i den daglige drift af afdelingen. Du er med til at sikre, at opgaver bliver planlagt og styret korrekt, at montørerne har de nødvendige materialer, og at kunder får kvalificeret hjælp.
Opgaverne spænder bredt og vil blandt andet være:
- Telefonisk kundekontakt og ordrebehandling
- Teknisk support og sparring til kunder og montører
- Koordinering og planlægning af montørernes opgaver
- Planlægning og styring af projekter og opgaver i samarbejde med både interne og eksterne interessenter
- Bestilling og koordinering af materialer i samarbejde med indkøb
- Opfølgning på opgaver, leverancer og fremdrift
- Sparring med afdelingslederen omkring salgsprojekter
- Håndtering af udvalgte nøglekunder
I højsæsonen er der ofte travlt med kundekontakt, service og fejlfinding, hvor det handler om hurtigt at finde gode løsninger. Uden for sæsonen er der mere fokus på planlægning, projektering og opfølgning på projekter og aktiviteter.
Arbejdstid: mandag-torsdag kl. 7.00-15.30, fredag kl. 7.00-12.00
Vi tilbyder dig
Du bliver en del af en specialiseret projekt- og salgsafdeling med stor erfaring og tæt samarbejde i hverdagen. Vi giver dig en grundig oplæring i vores produkter og løsninger.
Hos Agrometer får du:
- En central rolle i en nichebranche med spændende projekter og en alsidig kundeportefølje
- En varieret hverdag med projektkoordinering, teknik og kundekontakt
- Tæt samarbejde med salg, montører og indkøb
- En arbejdsplads med flad organisation og uformel omgangstone
- Forskellige personalegoder og -arrangementer
- Løn og pension efter kvalifikationer
For den rette kandidat vil der være gode muligheder for at udvikle rollen yderligere – blandt andet med deltagelse i projekter fra de første tegninger og tilbud, til udførelse og aflevering hos kunden.
Din profil
Erfaring fra tilsvarende stilling er ikke et krav, men du har en struktureret tilgang, som du bruger i en dagligdag med varierende opgaver. Du trives i en rolle med mange kontaktflader både internt og eksternt, og har en relationsskabende personlighed der bidrager til værdiskabelse for både kunden og Agrometer.
Vi forestiller os, at du:
- er serviceminded og trives med telefonisk kundekontakt
- arbejder struktureret og kan holde overblik over flere opgaver
- har teknisk interesse og lyst til at lære nye produkter og løsninger
- har gå-på-mod, tager ansvar og ikke er bange for at kaste dig ud i nye opgaver
- er fortrolig med IT, herunder Office-pakken og administrative systemer
- kan tale og skrive dansk på et godt niveau og kan begå dig på engelsk i både skrift og tale
Kendskab til pumper, VVS, vandingsanlæg eller lignende tekniske løsninger er en fordel, men ikke et krav.
Det praktiske
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingens salgsleder Kenny Højmose på tlf. 2040 7022.
Send din ansøgning og CV på dansk til job@agrometer.dk eller brug knappen ”Ansøg”.
Stillingen er opslået uden ansøgningsfrist, og vi behandler ansøgninger løbende. Vi venter gerne på den rette kandidat – men send gerne din ansøgning allerede i dag.
Hvem er vi?
Agrometer A/S er en førende leverandør af løsninger til landbrug, industri og forsyning. Vi er specialister i vanding til både landbrug, sport og park. På gylleområdet står vi bag Next Level Slurry Solutions® – markedets stærkeste koncept indenfor både effektiv og skånsom udbringning.
Med base i Grindsted og ca. 80 medarbejdere spænder vi bredt. Vores arbejde bygger på god kundeservice, stærke relationer og teknisk viden i øjenhøjde – det skaber pålidelighed, høj kvalitet og værdi for vores kunder.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.