Servicetekniker til avanceret optisk 3D teknologi
Bliv en del af et stærkt team i en virksomhed med høj faglighed og god energi
Har du lyst til et job, hvor du bruger dine tekniske evner og får en hverdag med variation, frihed og gode kolleger? Hos Zebicon i Billund bliver du en del af en virksomhed, hvor vi kombinerer avanceret 3D teknologi, kvalitet og ordentlighed – og hvor vi er stolte af at hjælpe vores kunder med at få deres produktion til at spille.
Zebicon leverer ZEISS optiske 3D målesystemer og support til nogle af Danmarks mest spændende virksomheder inden for plast-, medico- og vindindustrien. Når deres produktion skal køre stabilt, er det vores supportteam, der sikrer ro på linjen, hurtig hjælp og løsninger, der holder.
Vi søger en servicetekniker, der vil specialisere sig i service, vedligehold, installation og undervisning i optisk 3D måleudstyr. Du bliver en del af et miljø, hvor kundeservice, support, og digital metrologi går hånd i hånd.
Det er her, du får en vigtig rolle – og vi sørger for, at du får en grundig certificeret oplæring i både udstyr, software og metoder.
Din rolle – tekniker, problemløser og rådgiver
Som servicetekniker hos Zebicon bliver du en vigtig del af vores tekniske team og en central støtte for kunderne i deres daglige hverdag. Du får en rolle, hvor du både arbejder praktisk med udstyr, tænker analytisk og hjælper kunderne godt videre.
Dine opgaver omfatter:
- Service og vedligehold af 3D scannere og robotservice på automatiserede ScanBox-løsninger
- Support og fejlfinding – både remote og onsite
- Valideringstest og kvalitetssikring af kundernes scannere
- Mekaniske og elektriske reparationer
- Installation af 3D scannere hos nye og eksisterende kunder
- Undervisning i brugen af 3D scannere og ZEISS INSPECT Optical 3D software
- Forebyggende service og planlagt vedligehold
Du får en hverdag med stor variation, hvor du både arbejder handson, løser tekniske udfordringer og opbygger stærke relationer til kunderne. Nogle opgaver kræver, at du er ude hos kunderne i flere dage ad gangen, og derfor vil der være perioder med overnatning på hotel.
Kort sagt: Du er den, der sikrer, at teknologien fungerer, produktionen kører stabilt, og kunderne får maksimal værdi ud af deres løsninger.
Derfor er jobbet noget særligt
Hos Zebicon får du ikke bare et servicejob – du får en specialistrolle i en niche med høj teknisk kompleksitet og stor efterspørgsel.
Du får:
- Specialiseret og skræddersyet oplæring ud fra dine kompetencer
- Mulighed for at blive ekspert i ZEISS INSPECT Optical 3D software
- En unik kombination af teknik, kundekontakt og ansvar
- En hverdag med stor selvstændighed, planlægning og variation
- Et stærkt fagligt miljø med højt ambitionsniveau
- En uformel kultur med humor og tæt samarbejde
- Fast løn og fleksibel arbejdstid (37 timer)
Hvem er du?
Du har en teknisk baggrund, fx som:
- Automatiktekniker / EUX automatiktekniker
- Industritekniker / EUX industritekniker
- Produktionsteknolog
- Servicetekniker
Derudover forestiller vi os, at du:
- Har et stærkt teknisk fundament, har erfaring og trives med teknisk service og support
- Arbejder selvstændig, struktureret, kvalitetsbevidst og tager ansvar.
- Er nysgerrig på ny teknologi og motiveret for at lære avanceret 3D-udstyr
- Kommunikerer professionelt med både kunder og kollegaer - på dansk og engelsk
- Trives med både målelaboratorieopgaver og onsite service
Du kan tale med alle – fra operatør til kvalitetschef – og du skaber tryghed gennem din faglighed.
Klar til næste skridt?
Hvis du vil have en rolle, hvor du bliver specialist i højteknologisk 3D-udstyr og samtidig får stor kundekontakt, ansvar og udviklingsmuligheder, så vil vi meget gerne høre fra dig.
Send din ansøgning senest d. 24. marts. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte os.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.