Nærværende og nysgerrig pædagog/souschef

apartmentPrivat Skovbørnehaven Mariehønen placeLyngby calendar_month 

Har du lyst til at bygge raketter, bage snobrød og finde hemmelige stier i skovens dyb?

Så har vi verdens hyggeligste og vigtigste stilling til dig. Vi leder efter en glad og nysgerrig pædagog/souschef, som har lyst til at opleve verden sammen med en lille flok børn fulde af idéer og mudder på støvlerne.

I Mariehønen søger vi en ny pædagog/souschef, der har lyst til at være en del af et lille fællesskab, hvor natur, nærvær og nysgerrighed er i højsædet.

Mariehønen er en lille privatejet børnehave med 30 børn som har naturfokus og bygger på mangeårige traditioner sammenhørighed og musik. Vi bor i et lille gult hus midt i Virum med skoven i baghaven, og vi elsker at tage på tur, fordybe os i naturen, lave snitteværksteder, og hvad vi ellers finder på sammen.

Mariehønen er ikke bare en børnehave. Det er et sted, hvor idéer bliver til traditioner, hvor voksne leger med, og hvor fællesskab og faglighed går hånd i hånd. Her bliver du en vigtig del af et nærværende og kreativt team, der tror på, at det bedste børneliv begynder i naturen og i de trygge relationer, vi bygger sammen.

Hvad tilbyder vi?

Som privat børnehave har vi frihed til at tilrettelægge hverdagen ud fra det, vi ved, virker bedst for børnene – og for os som personale. Det betyder, at vi prioriterer høj normering, så der er tid og ro til nærvær, leg og læring.

Vi har et stærkt fokus på kvalitet i det pædagogiske arbejde, og vi værner om vores værdier. Hos os er der plads til forskellighed, kreativitet og udvikling – både hos børn og voksne. Som medarbejder har man stor indflydelse på hverdagens indhold, og vi er stolte af, at mange af vores idéer og initiativer vokser ud af kollegial sparring og lysten til at skabe noget meningsfuldt sammen.

Vi bliver inspireret af hinanden og synes det er fedt, når en kollega byder ind med en ny idé eller aktivitet, som måske/måske ikke kan udvikle sig til en tradition. Sådan kom vores Vikingeuge, skraldemåned og snitte-og fedtstens værksted til.

Hvordan ser en dag ud i Mariehønen?

Dagen i Mariehønen begynder med rundkreds – et vigtigt og trygt samlingspunkt i vores hverdag. Her deler en voksen ugens fortælling, og vi synger et par sange sammen. Fortælling og sang er ikke kun hyggelige stunder, men også en måde at skabe fælles retning og ramme for dagens og ugens aktiviteter.

Det er her, vi sår frøene til de temaer og emner, vi arbejder med i løbet af året – med både hjerte, fantasi og fællesskab.

I Mariehønen arbejder vi med tre børnegrupper, som har aktiviteter hver for sig. Det giver os mulighed for at møde børnene dér, hvor de er – og give dem passende udfordringer og udvikling.

Alle grupper kommer på tur 2-3 gange om ugen, og skoven er vores yndlingssted. Naturen giver ro, rum og masser af muligheder for leg og læring.

Vi er desuden meget i bevægelse og elsker selv at lege med. Det skaber stærke relationer og en hverdag fyldt med glæde og fællesskab. Vi fordyber os sammen med børnene – både ude i naturen og inde i huset, hvor kreative aktiviteter og nærvær præger dagen.

Hvad drømmer vi om fra dig?

At du er en åben, legende og nysgerrig sjæl – og en god kollega. At du har sans for struktur, men også bringer idéer og gåpåmod ind i hverdagen.

At du har lyst til at bringe naturen med ind i huset – fx gennem kreative aktiviteter. At du vil være med på rejsen i et hus i udvikling og forandring. At du kan planlægge og gennemføre forløb i naturen – og justere efter børnenes dagsform.

At du tør være en tydelig voksen uden at skælde ud. At du møder børn i øjenhøjde – også i konflikter – og er nysgerrig på deres perspektiv. At du værdsætter tæt forældrekontakt og ser samarbejdet som en vigtig del af børnenes trivsel.

Men hey, vi vil gerne møde dig. Og hvor bedre end i naturen? Så hvis du har lyst til at tage med os i skoven, når du læser ovenstående, så ring eller skriv til børnehavens leder, Mikkel, på tlf. 61712421 eller Mariehoenen@mariehoenenprivat.dk

I Mariehønen vil du blive ansat på overenskomst med Børneringen, som er vores paraplyorganisation, der står for vores administration.

Ansøgningsfrist er 1/6 og der vil blive afholdt samtaler løbende.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Hilsen fra store og små Mariehøner

apartmentBørnehuset CarlshøjplaceLyngby
Brænder du for at arbejde med tidlig indsats, børn med flere sprog og i et børnehus med god normering? Kan du være nærværende, skabe gode relationer, gode strukturer og spændende læringsmiljøer og have overblik? Så er det dig vi søger som pædagog...
apartmentKøbenhavns KommuneplaceKøbenhavn, 15 km fra Lyngby
Søg jobbet Område: Pædagogik Ansøgningsfrist:  25.  05.2025 Arbejdstid: Fuldtid Jobtype: Fastansættelse Søg jobbet Er du en passioneret pædagog eller pædagogisk assistent/medhjælper, der brænder for børnehavelivet? I Månestrålen i Tingbjerg søger...
apartmentGentofte KommuneplaceCharlottenlund, 5 km fra Lyngby
Brænder du for at gøre en forskel for de mindste? Bliv pædagog i Elmegården! Hos Elmegården søger vi en dygtig og engageret pædagog til vores Vuggestue. Vi er en arbejdsplads med fokus på stærkt fællesskab, faglig udvikling og en hverdag, hvor både...