Koordinator af NATOs og EUs forsvarsplanlægningsprocesser til International Policysektion i Forsvarsstaben
Har du overblikket og evnerne til at drive processen i samarbejde med Forsvarsministeriets Departement, værn og kommandoer? Kan du præsentere en meget kompleks proces og meget omfattende styrkemål, der ofte favner flere dele af det samlede forsvar, på en letforståelig måde?
Hvis svaret er "ja", så har vi jobbet til dig i Udviklings- og Planlægningsstaben i Forsvarsstaben, hvor vi søger en ambitiøs medarbejder til stillingen som koordinator af NATOs og EUs forsvarsplanlægningsprocesser Om os Forsvarets internationale strategiske engagement er forøget efter Ruslands invasion af Ukraine, og Forsvaret er inde i en rivende udvikling.
En central del af denne udvikling er dansk efterlevelse af NATOs styrkemål til Danmark, og derigennem en markant styrkelse af Danmarks evne til afskrækkelse og, om nødvendigt, forsvar af Danmark og Rigsfællesskabet - både i en national og i en NATO-ramme.
International Policysektion 1 (NATO) er én af tre sektioner i International Policy- & Ukraineafdeling, der indgår i Forsvarsstabens Udviklings- og Planlægningsstab. Udviklings- og Planlægningsstaben er geografisk delt mellem København og Karup.
International Policysektion 1 (NATO) er placeret i Karup, og er bemandet med 13 militære og civile medarbejdere. Sektionen varetager det militærstrategiske NATO-samarbejde, herunder udvikling af policy og ikke mindst opgaver relateret til NATOs forsvarsplanlægning.
Sektionen varetager også udvikling af Forsvarschefens internationale engagement og udvikler strategidokumenter direkte relateret til strategiske partnere. Vi har derfor en del udadrettede opgaver med rejseaktivitet til følge. Vi betjener dagligt Forsvarets ledelse, og vi er i løbende dialog med Forsvarsministeriets Departement.
Dagligdagen i sektionen er dynamisk, og sagerne spænder vidt. Opgaverne varierer meget, og der er sjældent entydige og umiddelbart klare løsninger på problemstillingerne. Der arbejdes ofte på tværs af fagområder, hvorfor vi er afhængige af et stærkt samarbejde indadtil såvel som udadtil.
Vi tilstræber at have fleksibilitet i forhold til møde- og arbejdstider under hensyntagen til opgaveløsningen og de tilhørende terminer. Mulighederne for at arbejde hjemmefra er gode. Om stillingen Som koordinator for forsvarsplanlægningsprocesserne i NATO og EU er du overordnet ansvarlig for koordinering af Forsvarskommandoens behandling af alle faser i disse processer.
Du vil i sektionen være den overordnet ansvarlige for et team bestående af sektionens værnssagsbehandlere, der er ansvarlig for at afdække konkret indhold i processerne og formidle dette til alle niveauer i Forsvaret. Dette indebærer ligeledes, at du ofte skal rådgive Forsvarets ledelse samt forskellige ledelseslag i Forsvarskommandoen.
Arbejdet med NATO’s forsvarsplanlægningsproces (NDPP) indebærer blandt andet, at du er med i front når Danmark modtager nye styrkemål. Du vil i den forbindelse være ansvarlig for at koordinere og tilvejebringe den militærfaglige vurdering af Danmarks nye styrkemål, herunder i forhold til relevans og eventuelle behov for justeringer.
Dette kræver, at du som overordnet ansvarlig, har et indgående kendskab til alle facetter af NDPP samt indholdet af samtlige danske styrkemål. Som en del af Forsvarets udviklingsvirksomhed, vil du som overordnet NDPP ansvarlig fungere som sparringspartner i forhold til Danmarks styrkemål fra modtagelse af første udkast og frem til evt.
implementering af styrkemålene. Som en del af NDPP skal Danmark ligeledes løbende rapportere implementeringsstatus af styrkemålene. Som NDPP koordinator har du det overordnede ansvar for koordinationen af denne rapportering, der involverer store dele af Forsvarskommandoen, herunder værnskommandoerne samt underliggende myndigheder.
Du er ligeledes med til at sætte scenen når Danmark mødes med NATO bi- og multilateralt. Arbejdet med NDPP sker i kontinuerlig og tæt koordination og samarbejde med store dele af Forsvarskommandoen, herunder værnskommandoerne, Departementet, Den Danske Militære Repræsentation til NATO (DAMIREP), NATO’s forsvarsplanlægningsstab og Allied Command Transformation (ACT).
Arbejdet med EU’s forsvarsplanlægningsproces (HLGP) sker i takt med arbejdet med NDPP, idet processerne er synkroniserede og overlapper hinanden. Ligesom i arbejdet med NDPP vil du som koordinator skulle have indgående kendskab til processen for at kunne forklare og rådgive om proces og konkret indhold.
Som koordinator for forsvarsplanlægningsprocesserne i NATO og EU fungerer du ofte som Forsvarskommandoens repræsentant i relevante fora vedr. NDPP og HLGP – både nationalt og internationalt (NATO og EU). I den forbindelse fungerer du også som primær rådgiver og støtte for Forsvarskommandoens forskellige ledelseslag når FKO er repræsenteret ved formelle møder i NATO og EU.
Øvrige opgaver i sektionen fordeles løbende, så vidt muligt under hensyntagen til medarbejdernes kompetencer, personlige interesser og øvrige arbejdsbyrde. Om dig Du er en ambitiøs major eller orlogskaptajn med et solidt fundament. For at få succes i stillingen er det vigtigt: Du skal have en værnsfælles forståelse, og især vide hvordan de enkelte værns kapabiliteter kan understøtte hinanden og levere operativ effekt.
Det tillægges stor vægt, at du er analytisk stærk, tænker helhedsorienteret, og du har en god forståelse for den sikkerhedspolitiske ramme, som Forsvaret arbejder i. Du er i stand til at sætte dig ind i komplekse problemstillinger i spændet mellem politiske hensyn og militær faglighed.
Du har et godt kendskab til Forsvarets organisation og opgaver generelt. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med NATO og/eller kapacitetsudvikling fra dit eget værn. Du har erfaring med stabstjeneste på operativt og gerne militærstrategisk niveau.
Du kan kommunikere ubesværet i skrift og tale på både dansk og engelsk. Du evner at præsentere vanskelige problemstillinger på en klar og kortfattet måde. Du er socialt anlagt med en naturlig evne til at skabe nye relationer og netværk på tværs af værn, grad og nationalitet.
Ansættelsesvilkår Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet. Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes til HEM og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet. Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer Der er tale om en fuldtidsstilling med fast tjenestested i Karup.
Kontakt og ansøgning Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for International Policysektion 1 (NATO), oberstløjtnant Thomas Nyholm Jørgensen på telefon 3089 3818 eller 7284 0407. Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Julie Kastoft-Christensen på telefon 3266 5722 eller mail FPS-JUK@mil.dk. Ansøgningsfristen er den 23. oktober 2025. Vi forventer at afholde samtaler i uge 44 med henblik på tiltrædelse 1.
december 2025. Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen. Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning. I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen.Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen. Om Forsvarskommandoen Forsvarskommandoen er Danmarks og Rigsfællesskabets øverste militære myndighed. Forsvarskommandoen løser opgaverne under mottoet ”Værd at kæmpe for”, og vores primære ansvar er at udvikle, producere og indsætte de militære kapaciteter og enheder i nationale og internationale opgaver.
Forsvarskommandoen ledes af forsvarschefen, der samtidig er forsvarsministerens øverste militærfaglige rådgiver. Forsvarschefen har tillige ansvaret for den operative ledelse af de danske militære styrker. Forsvarskommandoen består af Forsvarsstaben og de fem kommandoer; Hærkommandoen, Søværnskommandoen, Flyverkommandoen, Specialoperationskommandoen og Arktisk Kommando.
Fakta Application due23-10-2025 Start date01-12-2025 Work hours37 timer Position category Position typeMilitære stillinger WorkplaceVestjylland Workplace Contact E-mail E-mail E-mail E-mail Homepagehttps://www.forsvaret.dk/da/organisation/forsvarskommandoen/ Share/Print