VÅGEN NATTEVAGT med sundhedsfaglig uddannelse søges til behandlingstilbud for unge kvinder
Vi søger samtidig vikar til dækning af nattevagter!
Som vågen nattevagt er det dig, der holder skansen og sørger for, at de unge får en god og tryg nat, ligesom du støtter de unge i at opbygge sunde sovevaner.
Hvem er vi
Vi er et socialpædagogisk behandlingstilbud og bosted for unge kvinder, beliggende smukt i landlige omgivelser ved Ullerslev på Fyn.
Vi kan tilbyde en udviklingsorienteret arbejdsplads med dygtige og dedikerede kollegaer. Selvom du er alene om natten, får du naturligvis hjælpsomme kolleger samt mulighed for supervision og kompetenceudvikling efter behov.
Frejas Have værdsætter social ansvarlighed, ligeværdighed og en indfølende tilgang til omgivelser og medmennesker. Vi er et sted med stærke og sunde værdier og en tydelig retning i arbejdet med kerneopgaven.
Vores målgruppe
Vores beboere er unge med emotionelle ustabile personlighedsstrukturer, unge der har været udsat for omsorgssvigt/overgreb samt unge, der generelt har svært ved at fungere i hverdagen og i mellemmenneskelige relationer.
Vores behandlingsmæssige retning er Dialektisk Adfærdsterapi (DAT) i en miljøterapeutisk kontekst. Vi har ikke en forventning om, at du har kendskab til DAT, men til gengæld at du har interesse i at blive en del af et team, der støtter de unge i at skabe sig et liv, hvor de opnår bedst mulig fysisk og mental sundhed og trivsel.
For yderligere beskrivelse af Frejas Have; herunder målgruppe, metoder m.v. se vores hjemmeside: www.frejas-have.dk
Vi tænker, at du- Har uddannelse som social- og sundhedsassistent (SSA), sygeplejerske, ergo- eller fysioterapeut eller anden relevant sundhedsfaglig erfaring
- Har erfaring fra arbejde i psykiatri eller på et bosted
- Har erfaring med natarbejde
- Er mødestabil
- Kan arbejde alene og samtidig bidrage aktivt ind i et fagligt velfunderet team
- Er i stand til at tilegne dig viden samt omsætte en faglig metode
- Har kendskab til de sociale og sundhedsfaglige problemstillinger målgruppen har
- Er i stand til at være afstemt og kan navigere i et ofte omskifteligt miljø med selvskadende unge
- Kan tage styring og skabe overblik, herunder organisere og gennemføre planer
- Kan skabe en tillidsfuld og positiv relation, herunder sætte sunde grænser
- Du skal sikre tryghed og ro i huset. Du guider og vejleder til en god døgnrytme.
- Du skal være god til såvel mundtlig som skriftlig kommunikation.
- Du kommer til at lave journalføring, stå for medicinudlevering til beboerne, lægge forbinding m.v., men også div. forefaldende opgaver, så som at bage boller til de unges morgenmad.
- Der kan være brug for en snak eller hjælp til færdigheder til at overkomme svære tanker eller følelser. Der kan også være brug for hjælp til kontakt med psykiatri eller andre eksterne samarbejdspartnere.
Ansøgning
Motiveret ansøgning med CV fremsendes til Frejas Have via ”Ansøg”-knappen nederst.
Spørgsmål til stillingen kan ske til Daglig Leder Klaus Holmbjerg på telefon: 6066-4490 eller til Sundhedsfaglig koordinator Mikkel Fischer Larsen, vedr. sundhedsfaglige spørgsmål, på telefon: 5380-7903.
Jobsamtaler vil finde sted løbende.
Dato for opstart aftales ifm. aftale om ansættelse.
Arbejdstid
Der er som udgangspunkt tale om en fuldtidsstilling som vågen nattevagt.
Vi tilbyder en fast lønpakke med pension- og sundhedsordning.
Der tilbydes gratis helbredskontrol, inden natarbejde påbegyndes.
Vi tager reference til tidligere arbejdsplads.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.