Naturbørnehaven Følfod søger pædagog til barselsvikariat fra 1.8.2025
Naturbørnehaven Følfod ligger på landet mellem Århus og Silkeborg. Vi er godt 55 børn fra et stort opland og 9 voksne. Vi har skov, bevægelsesbane, sansehave, shelterplads, bålplads, nyt lækkert madpakkehus, køkkenhave, sportsplads, lækkert børnehus og en masse plads udenfor.
Natur, væredygtighed og leg er kodeord for vores dagligdag i børnehaven. Vores pædagogik tager udgangspunkt i barnets perspektiv. At følge børnenes spor og nysgerrighed, når de erobrer verden, er helt centralt i vores hverdag, hvor vi bruger naturen meget aktivt hver dag, året rundt.
Vi er en del af Den Fri Hestehaveskole, som er en fagligt velfunderet moderne friskole med 205 elever fra 0. til 9. klasse med fokus på udvikling, trivsel og fællesskab.
Vi drømmer om en pædagog med;- ”store, lyttende ører, en glad mund, varme hænder og et bankende hjerte for børn, forældre, kollegaer og pædagogik”
- ”begge ben på jorden og en rolig fremtoning”
- ”en bred favn, opmærksom og kærlig og tydelig i sin kommunikation”
- ”lyst til udeliv og jord under neglene i alt slags vejr”
- ”nysgerrighed på at følge børnenes spor i det pædagogiske arbejde”
- ”forståelse for at ligeværd er at gøre forskel”
- ”et børnesyn hvor der er plads til at være og blive sig selv i verden”
Vi søger en kollega, der kan se udeliv og natur som en bærende idé i arbejdet med de 3-6-årige. Vi håber derudover at du brænder for noget helt særligt i det pædagogiske arbejde, du kan måske bygge i træ, dreje ler, lave håndarbejde, spille musik eller lave teater, og bruge disse færdigheder i det pædagogiske arbejde.
Som vores nye kollega bliver du også en del af en personalegruppe, hvor uddelegering af ansvar og teamsamarbejde er i fokus, og hvor gensidig sparring, faglig fordybelse og handlekraft samt tydelig kommunikation prioriteres højt.
Som ansat i Naturbørnehaven Følfod, er du tæt på beslutningsprocesserne, samt er der kort vej til handling, og der er plads til at boltre sig inden for den overordnede rammesætning.
Måske skal vi mødes inden du sender en ansøgning? Du er velkommen til at ringe og aftale et besøg med afdelingsleder Danny Ibsen, tlf. 8695 4105.
Løn og ansættelse iht. gældende overenskomst med BUPL.
Ansøgningsfrist er mandag den 26. maj kl. 12.00 på mail: di@hestehaveskolen.dk. Der indkaldes til samtaler umiddelbart efter.