Vandløbsmedarbejder til Naturgruppen
Kan du levere god sagsbehandling, og trives du med myndighedsopgaver på vandløbs- og naturområdet? Er du god til samarbejde og dialog med mange interessenter? Trives du med at arbejde i en politisk ledet organisation? Så har vi et spændende jobmatch til dig i Natur & Miljøafdelingen i Hedensted Kommune.
Om jobbet og opgaverne
Vi søger en fagligt dygtig og engageret medarbejder til sagsbehandling og myndighedsopgaver, primært inden for vandløbsloven, men også kyst- og naturbeskyttelsesloven. En medarbejder med flair og interesse for dialogbaseret sagsbehandling, og med en uddannelsesmæssig baggrund som fx biolog, ingeniør eller lignende.
Vi er heldige i Hedensted Kommune at have mange forskellige typer vandløb. Gudenåen hører for eksempel til de store vandløb, mens Rohden Å og Gesager Å lægger sig i kategorien mellemstore vandløb. Hertil mange små og stejle vandløb ud til Vejle Fjord og flade vandløb på Juelsminde halvøen.
Vi forventer vi, at vores nye kollega kommer til at lave myndighedsopgaver og udarbejde vandløbsvurderinger og vandløbstilladelser, for eksempel i forbindelse med udvikling af lokalplaner, udledningstilladelser, klimatilpasning og andre kommunale og private projekter.Derudover kan du også komme til at arbejde med tilladelser til bade- og bådebroer, kystbeskyttelse og myndighedsopgaver inden for naturbeskyttelsesloven og invasive arter samt skovrejsning, alt efter hvor dine interesser og kompetencer ligger.
Fokus for dig bliver på myndighedsopgaver og på at levere god, hurtig og faglig sagsbehandling i henhold til lovgivningen og de givne forhold.
I Naturgruppen prioriterer vi at være et fællesskab, hvor alle er medspillere og fælles om gruppens opgaver. Vi holder os orienteret om, hvad kollegaerne arbejder med, og vi prioriterer faglig sparring i det daglige.
Vores forventninger til dig
Ideelt set søger vi en kollega, som har arbejdet med myndighedsopgaver inden for vandområdet i nogle år. I dag er du formentligt ansat i en anden kommune, i staten, hos en konsulentvirksomhed, eller også er du nyuddannet med solid faglig viden og interesse inden for området.
Vi forestiller os, at du har følgende faglige kvalifikationer:
- En relevant faglig uddannelse som fx biolog, ingeniør eller lignende.
- Meget gerne erfaring med sagsbehandling i henhold til vandløbsloven, men også gerne erfaring med udledningstilladelser og måske også naturbeskyttelsesloven eller kystbeskyttelsesloven.
- Erfaring med eller interesse for arbejdet med miljøvurderinger (VVM).
- Interesse i og flair for kompleks lovgivning.
- Flair for kontakt og dialog med lodsejere og andre interessenter.
- Evt. erfaring med vandløbs- og naturrelaterede projekter.
Du må også meget gerne kunne nikke ja til nogle af de følgende udsagn:
- Det er din grundlæggende holdning, at du på arbejdspladsen først og fremmest leverer faglighed og samarbejde. Du ser derfor i høj grad dig selv som en holdspiller, og du evner at samarbejde på tværs i organisationen og sammen med mange fagligheder, som du har lige så stor respekt for, som din egen.
- Du forstår at snakke med folk og lytte til andres behov og ønsker. Du er god til at finde og foreslå alternative løsninger, for at lykkes med opgaven.
- Som person er du god til at tage ansvar og arbejde selvstændigt og løsningsorienteret.
- Du er god til at skabe positive og strategiske relationer, også med borgere.
- Du har en struktureret og fleksibel tilgang til opgaveløsningen, og du mestrer at afslutte opgaver.
- Du synes det skal være sjovt at gå på arbejde.
Har du andre kompetencer inden for vandløbs- og naturområdet hører vi også meget gerne om det. Beskriv gerne, hvordan du tænker at det eventuelt kan komme i spil i din opgaveløsning, så du kan få indflydelse på stillingens indhold.
Derfor skal du vælge os
I Naturgruppen prioriterer vi at være et fællesskab, hvor alle er medspillere og fælles om gruppens opgaver. Vi holder os orienteret om, hvad kollegaerne arbejder med, og vi prioriterer faglig sparring i det daglige.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse efter gældende overenskomst, med mulighed for at forhandle kvalifikations- og funktionsløn.
Arbejdstiden er 37 timer om ugen med flekstid.
Arbejdsstedet er Administrationshuset Tørring, Stationsparken 1, 7160 Tørring. Der er mulighed for hjemmearbejde i det omfang, det understøtter opgaveløsningen.
Det er en forudsætning for at komme i betragtning til stillingen, at du har kørekort til almindelig personbil.
Har du spørgsmål
Du kan læse mere om Hedensted Kommune her https://www.hedensted.dk/om-kommunen.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder for Natur & Miljø, Bjarke Horst Jensen på tlf. 23 11 78 41 eller naturgruppekoordinator Trine Hedemand på tlf. 21 17 31 15.
Ansøgning
Ansøgningsfrist er den 1. juni 2025.
Vi afholder ansættelsessamtaler den 10. juni 2025. En evt. 2. samtale vil blive afholdt den 16. juni. Vi forventer at vores nye kollega kan tiltræde hurtigst muligt og senest pr. 1. august 2025.
Ansøgning, CV og eksamenspapirer for relevant uddannelse sendes til Hedensted Kommune via linket på siden. Du vil modtage en autogenereret kvittering, når din ansøgning er gået igennem.
Hedensted Kommune kan kun modtage ansøgninger sendt elektronisk.
Vi opfordrer alle til at søge stillingerne uanset køn, alder og etnisk baggrund.
Om os
Organisatorisk er stillingen placeret i Naturgruppen, som er en del af afdelingen Natur & Miljø, hvor vi er ca. 25 medarbejdere. Vi hører under chefområdet Klima, Miljø & Byg, der er en del af direktørområdet Vækst, Teknik & Fællesskab. Vi bor i et moderne administrationshus på Stationsparken 1, 7160 Tørring.Vi sidder flere sagsbehandlere på samme kontor og har fleksible kontorpladser, med udgangspunkt i opgaveløsningen.
Naturgruppen udfører primært opgaver inden for vandløb, natur, grundvand og drikkevand, men også projekter jævnfør statens vandområdeplaner og en del andre naturprojekter. Vi søger altid at opnå synergieffekter i de ting vi laver, så vi får mest værdi for pengene.Vi har fokus på den gode natur og på at øge biodiversiteten.
Du kommer til at indgå i en travl hverdag, der vægter en uformel omgangstone, godt humør og lysten til at hjælpe hinanden højt.
Kørekort: B Almindelig bil