[ref. h2411820] Vi søger praktikant til efterårssemestret
Vil du have erfaring med projektledelse og kommunikations- og kampagnearbejde? Vil du være en del af en ambitiøs NGO, der arbejder med vigtige dagsordener som cykelfremme, folkesundhed og grøn omstilling? Bliv praktikant hos os i efterårssemestret 2025.
Vi kan tilbyde et praktikforløb til dig, der ønsker hands on-erfaring med projektarbejde, landsdækkende kampagner og kommunikation i en professionelt arbejdende civilsamfundsorganisation.
Du skal ikke forvente at bruge meget tid på kaffebrygning eller kopiering. Til gengæld bliver du en vigtig del af vores sekretariat, og du bliver en del af især vores landsdækkende kampagner for børn og unge og vores videns- og innovationsprojekter.
Du kommer også til at blive skarp på, hvordan en civilsamfundsorganisation arbejder, og hvordan vi bruger projekter, kampagner og indsatser i et større formål – nemlig at bruge cyklen som løftestang til en sundere, sjovere og mere bæredygtig verden.
Dine opgaver kan være:
- Bidrage til udvikling, rekruttering, udførelse og formidling/kommunikation af vores landsdækkende kampagner som fx Alle Børn Cykler og Fælles-Tour
- Dialog med sponsorer og samarbejdspartnere på vores kampagner
- Bidrage til vidensindsamling og dokumentation, formidling og evaluering i forbindelse med videns- og innovationsprojekter
- Tilrettelæggelse af indhold til vores digitale platforme - sociale medier, nyhedsbreve og web.
Du får et tæt samarbejde med vores dygtige projektledere, og vi sammensætter et praktikforløb, der passer til de interesser og kompetencer, som du bringer med dig.
Om dig:
Du er studerende på en videregående uddannelse – fx inden for kommunikation, samfundsfag, sundhedsvidenskab, sociologi, antropologi, etnologi eller lign. Du:
- Er en dygtig formidler, der skriver godt og flydende på dansk
- Er struktureret, pligtopfyldende og har mod på at sætte dig ind i nye fagområder og nye værktøjer som CMS-systemet Umbraco, spørgeskemasystemet Enalyzer, CRM-systemet Lime m.fl.
- Kan lide at samarbejde, men også at arbejde selvstændigt, planlægge og disponere egen tid
- Har lyst til at bidrage til det sociale fællesskab i sekretariatet
- Går muligvis op i cykelsagen eller kunne tænke dig at udvide dit kendskab til dansk cykelkultur
Om os:
Vi er Danmarks største organisation på cykelområdet. Vi tilbyder dejlige kollegaer, god stemning og en uformel omgangstone, og vi taler om meget andet end cykler, når vi spiser frokost!
Cyklistforbundets sekretariat ligger i Rømersgade lige ved Torvehallerne/Nørreport. Du kommer til at indgå i vores samlede stab på ca. 20 medarbejdere, og du vil få en erfaren projektleder som din praktikantvejleder.
Praktikopholdet er på 30-37 timer/uge og løber efterårssemestret 2025. Timetal og den præcise praktikperiode kan aftales nærmere, så det passer med studieforløb og -krav. Praktikopholdet er ulønnet, da det forudsættes, at dit uddannelsessted anerkender opholdet som meritgivende.
Vi glæder os til at se din ansøgning
Send din ansøgning inkl. eventuelle bilag til praktik@cyklistforbundet.dk hurtigst muligt. Vi afholder løbende samtaler, så skriv hellere til os i dag end i morgen.
Kontakt
For mere information kontakt projektleder Julie Vinter Hartz (5217 5223 / julie@cyklistforbundet.dk).
Om Cyklistforbundet:
Med cyklen kan vi skabe et grønnere, sundere og mere klimavenligt Danmark. Vi kæmper for bedre og mere sikre forhold for cyklister og for, at flest muligt vælger cyklen som hverdagens transportmiddel. Vi står bag landsdækkende kampagner som Alle Børn Cykler og VI CYKLER TIL ARBEJDE.Vi støtter virksomheder, kommuner og regioner med at arbejde målrettet og ambitiøst med cykelfremme. Vi arbejder politisk for flere cykelvenlige beslutninger på lokalt, regionalt og nationalt plan. Vi har ca. 12.000 medlemmer og lokale afdelinger i det meste af Danmark.