Financial Controller – få en alsidig økonomirolle og et bredt ansvar
Bliver du motiveret af en alsidig hverdag, hvor du løser mange forskellige opgaver – fra regnskab og budgettering til kundekontakt og deltagelse i bestyrelsesmøder? Og har du lyst til et stort ansvar i en rolle, hvor du både kan påvirke vores arbejdsgange og være med til at præge vores i forvejen gode arbejdsmiljø?
Så bliv en del af EBO Consult – en virksomhed i vækst, hvor din faglighed er med til at understøtte fremtidens lokale og klimaansvarlige energiløsninger.
{{
I takt med vores sunde vækst begynder vi i fællesskab at se indad og kigge mere kritisk på vores processer og metoder – og her er der selvfølgelig også masser af plads til, at du kan byde ind
fortæller direktør Rie Krabsen.
}}
Velkommen til EBO Consult – vi rådgiver dem, der sikrer energien
EBO Consult har rødder tilbage til 1931 og er i dag en moderne rådgivningsvirksomhed med speciale i fjernvarme og energifællesskaber. Vi varetager administration, økonomistyring og projektledelse for lokale fjernvarmeselskaber og understøtter udviklingen af energifællesskaber over hele landet.
Du bliver en del af økonomiteamet, som i dag består af 3 andre kolleger – vi arbejder begge med hele spektret af økonomi og regnskab for hver vores kunder. I alt er vi 24 kolleger, der har det godt sammen. Bl.a. takket være vores sociale udvalg, der arrangerer alt fra udflugter til brætspilsarrangementer.
{{
Vi arbejder tæt sammen i økonomiteamet, hvor vi løser opgaverne i fællesskab og aftaler, hvem der tager hvad. Det kræver et højt niveau af tillid til hinanden, og det har vi i den grad
fortæller Stefan, som er en af dine nye økonomikolleger.
}}
Din hverdag byder på drift, udvikling og økonomisk overblik
Du får ansvar for økonomien hos flere fjernvarmeselskaber og energifællesskaber. Det giver dig en alsidig hverdag, hvor du kombinerer klassiske regnskabsopgaver med koordinering og kundekontakt. Dine arbejdstider koordinerer du med dine kolleger i teamet.
Du kommer bl.a. til at:
- udarbejde regnskaber og budgetter
- stå for indberetninger til Forsyningstilsynet
- håndtere den interne økonomiske opfølgning i de enkelte projekt- og driftteams
- have kundekontakt, kontakt til revisor og deltage i bestyrelsesmøder
- bidrage til optimering af arbejdsgange og procedurer i økonomiteamet.
Erfaren controller, der får energi af at tænke nyt
Med dine økonomiske kompetencer trives du med ansvar og en bred opgaveportefølje, og selvom du har mange snitflader og dialoger med forskellige kunder, formår du at bevare overblikket. Og så tænker du gerne ud af Excelarket og deler dine gode idéer, så vi sammen kan optimere vores arbejdsgange.
Derudover forestiller vi os, at du har:
- en relevant økonomiuddannelse, fx HD eller lignende
- nogle års erfaring med at udarbejde regnskaber og budgetter
- erfaring med Business Central og en god IT-forståelse
- interesse for fjernvarme- og/eller elsektoren, hvis du ikke kender den i forvejen.
Vil du sætte to streger under en spændende jobmulighed?
Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til stillingen eller rekrutteringsprocessen, er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Line Purup på tlf. 7245 9110.
I rekrutteringsprocessen har vi brug for dit målrettede CV, og gerne med en motiveret tekst i toppen, som du sender via ansøgningsknappen allerede i dag eller senest den 12. marts 2026. Vi indkalder løbende til samtaler, så vent ikke for længe med at søge.
CV’er, der ikke er sendt via ansøgningsknappen, kommer ikke i betragtning. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.
Vores jobannoncer bliver genoprykket, indtil stillingen tages offline - det må ikke forveksles med, at stillingen bliver genopslået.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.