Nærværende og engageret medarbejder søges til nyt team
Melius Husene søger en fagligt reflekteret og aktiv medarbejder til en fuldtidsstilling i et nyt team omkring en ung mand med begrænset sprog, masser af smil og godt humør, højt energiniveau og stor glæde ved fysisk aktivitet. Han har brug for medarbejdere omkring sig, der både kan matche hans drive og samtidig skabe struktur og ro i hverdagen.
Du bliver en del af et fast team, der skal sikre kontinuitet og tryghed for en ung borger, som profiterer af klare rammer, genkendelige rutiner og nærværende samspil. Han har brug for, at der sker noget – gerne fysisk udfordrende og meningsfuldt – men i en form, der er forudsigelig og støttende.Derfor leder vi efter pædagoger, der kan møde ham med tålmodighed, varme, humor og et smil – og som samtidig forstår vigtigheden af struktur og faglig forankring. Der vil indgå lette plejeopgaver i arbejdet.
Vi søger en medarbejder der:
Kan indgå i tætte relationer med borgere med særlige behov og har erfaring eller interesse for specialpædagogisk arbejde. Du skal kunne bevare ro og overblik – også når der er tempo på – og være i stand til at agere professionelt og tydeligt i en hverdag, hvor beboeren spejler sig i dig.Du skal kunne arbejde tværfagligt og indgå i et team, hvor man støtter hinanden, deler viden og arbejder med fælles pædagogisk retning.
Om Melius Husene
Melius Husene er et specialiseret botilbud efter §§107/108 og dagtilbud efter §104, beliggende på en smuk gård på Midtsjælland. Vi henvender os til voksne borgere fra hele landet, som har svært ved at varetage eget liv og har behov for støtte grundet psykiske eller fysiske lidelser, tilknytningsforstyrrelser eller udviklingsproblematikker.
Vi arbejder relationspædagogisk, anerkendende og lavaffektivt. Der er ikke én fast form, borgerne skal passe ind i – vi tilpasser os deres behov og livssituation og udvikler os sammen med dem. Vores tilgang tager udgangspunkt i borgernes styrker, ressourcer og ønsker, og vi samarbejder med dem om at styrke selvstændighed og ansvar.
Det faglige miljø
Hos os prioriteres faglig udvikling og refleksion. Du vil blive en del af en arbejdsplads, hvor supervision, undervisning og sparring er en integreret del af hverdagen. Vi forventer, at du bidrager med dine egne faglige refleksioner og erfaringer – både i det daglige samarbejde og i det pædagogiske arbejde omkring borgeren.Det er vigtigt, at du trives i en arbejdsplads med højt engagement, humor og kollegial støtte.
Vi tilbyder
En fuldtidsstilling med skiftende arbejdstider fordelt over hele ugen, herunder aften og weekender, i et stærkt fagligt miljø med plads til både udvikling og medmenneskelighed. Du får mulighed for at blive en del af et nyt team, der fra bunden skal skabe tryghed og hverdag for en ung mand, som har brug for kontinuerlig støtte og nærvær.Løn efter kvalifikationer.
Kørekort: B Almindelig bil