Kreativ Håndværk & Design-lærer til mellemtrinnet på Buskelundskolen – er det dig?
Skab, form og inspirér – bliv vores nye Håndværk & Design-lærer.
Vi har en ledig stilling til dig på mellemtrinnet, som vi på Buskelundskolen kalder ’Storeskolen’. Stillingen er en fast stilling med start 1. november 2025.
Vi har brug for, at du kan undervise i Håndværk & Design.
På Buskelundskolen prioriterer vi den kreative undervisning højt, og i Storeskolen har børnene et praktisk-musisk bånd, så de hver dag har et kreativt fag. Desuden har vi i Storeskolen hvert år 6-8 praktisk-musiske uger eller emneuger, hvor børn og voksne kan ’sprælle’ og nyde de kreative processer sammen.
I Håndværk & Design får du en dygtig, inspirerende og uddannet kollega, som kender børnene og skolen, og I mødes fast én gang om ugen og er sammen om at planlægge undervisningen. I har også mulighed for at undervise årgangen sammen i forskellige holddelinger, så I udnytter hinandens kompetencer.Vi har to store gode lokaler til faget, og vi skal sammen i gang med at indrette, så de passer til fagets profil med hård og blød, og med design og teknologisk produktion.
De øvrige fag tilrettelægger vi sammen med dig og teamet, når vi ved, hvem vores nye kollega er.
Storeskolen
Storeskolen hos os består af 12 lærere og 160 børn, som arbejder sammen både i små hjemmegrupper, på hold, på årgange og i det store fællesskab i afdelingen.
Dagen hos os starter med fælles morgensang for børnene i 0.-6. årgang. Vi deler dagen op i ’Hjemme’ og ’Ude’, og i Storeskolen bruger vi de praktisk-musiske fag både fagligt og tværfagligt, så kreativitet og faglighed følges ad. Vi er optaget af at skabe et godt rum for børnenes sociale og personlige udvikling, som grundlag for den bedste læring.
Lidt om os
Buskelundskolen er en udviklingsorienteret skole, hvor medarbejdere, bestyrelse og ledelse arbejder på at virkeliggøre visioner for, hvordan ’Fremtidens skole for nutidens børn’ skal se ud.
På Buskelundskolen arbejder vi ud fra en fælles pædagogisk platform, der tager udgangspunkt i det enkelte barn i et forpligtende fællesskab, samt at alle børn bliver kvalificeret selvbestemt når de forlader skolen. Alle børn på skolen arbejder med Buskelundbogen, som er en portefølje over barnets sociale og faglige udvikling.Alle børn har en udviklingsplan, og der er et tæt samarbejde mellem primærlærer, barn og forældre.
Du kan forvente at komme ind i et velfungerende team og arbejder i makkerpar om al din undervisning. Vi forventer, at du involverer dig både i den faglige og personlige side af eleverne, og at du er parat til at være en betydningsfuld voksen.
I teamet får du dygtige, engagerede og energiske kolleger. Du skal samarbejde tæt med et fagteam omkring dine fag, med sparring, videndeling og faglig inspiration som en del af hverdagen. I storteamet samarbejder du med kollegerne om planlægning, udvikling og refleksion.Vi har fleksible skemaer, tilrettelagt af det selvstyrende team, så du får stor mulighed for at præge rammerne for din undervisning.
Visioner og pædagogiske mål for skolen kan sammen med andre oplysninger om skolen ses på skolens hjemmeside her.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse.
Yderligere information:Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Jytte la Cour Cayenne på telefon: 2370 5725 eller mail: jyttelacour.cayenne@silkeborg.dk
Ansøgningsfrist søndag 21. september 2025. Ansættelsessamtaler forventes afholdt onsdag 24. september 2025 i tidsrummet 17.00-20.00.
Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online.Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag.