Regnskabsansvarlig – skab struktur i en bilforretning i vækst
Vil du have ansvaret for at opbygge en velfungerende økonomifunktion og samtidig drive de daglige regnskabsprocesser i en succesfuld bilforretning?
Hos os får du:
- en central rolle med stor indflydelse på de økonomiske processer og arbejdsgange
- en hverdag i en virksomhed, hvor ambitioner omsættes til vækst og udvikling
- et arbejdsmiljø med fokus på både faglighed og sociale fællesskaber.
Bliv en del af en bilforretning med fart på udviklingen
Hos MDK Biler bliver du en del af en veletableret bilforhandler i Holbæk med speciale i køb og salg af brugte biler. Her træder du ind i en mellemstor virksomhed i vækst, hvor høje ambitioner, mange bilhandler og et højt tempo præger hverdagen.
Vi er en organisation med 16 medarbejdere fordelt på salg, værksted og administration. Teamet er kendetegnet ved et tæt fagligt samarbejde og et godt socialt fællesskab, som styrkes gennem sociale arrangementer og ture ud af huset.
Du står i spidsen for økonomifunktionen og de daglige regnskabsopgaver
Som regnskabsansvarlig får du en central rolle med ansvaret for at opbygge og udvikle virksomhedens interne økonomifunktion. Samtidig bliver du den drivende kraft bag de daglige regnskabsprocesser, hvor du arbejder selvstændigt og får stor indflydelse på, hvordan økonomifunktionen formes.
Du kommer bl.a. til at:
- varetage den daglige bogføring
- håndtere kreditorer og betalinger
- administrere lagerstyringen
- være bindeled til virksomhedens eksterne revisor
- løse administrative ad hoc-opgaver.
Du bliver naturligvis klædt godt på til rollen gennem en grundig oplæring og løbende sparring med virksomhedens eksterne revisor.
Du kender regnskabet i en bilforretning
Du har en regnskabsmæssig baggrund og har mod på at tage ansvar for både de daglige regnskabsopgaver og den overordnede økonomifunktion. Samtidig trives du med at arbejde selvstændigt og sætte dit præg på arbejdsgange og processer.
Derudover forestiller vi os, at du:
- har erfaring fra en regnskabsfunktion
- har erfaring fra bilbranchen
- har kendskab til brugtmomsordningen.
Bliv en del af MDK Bilers vækstrejse
Har du lyst til at tage ansvar for økonomifunktionen i en virksomhed med høje ambitioner og en spændende udvikling? Så ser vi frem til at høre fra dig.
Vi kalder løbende til samtale, så send gerne din ansøgning allerede i dag. For yderligere information kan du kontakte revisor Yakup Yilmaz, på tlf. 26 20 85 99.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.