Kunstfaglig medarbejder
Kunstfaglig medarbejder ved Kunstetagerne i Hobro
- med blik for udstillinger, formidling og samarbejde
Kunstetagerne i Hobro er et omdrejningspunkt for kunsten i Mariagerfjord Kommune. Med udgangspunkt i tre frivillige organisationer og med kommunal opbakning arbejdes der tæt sammen om udstillinger, formidling og kunstfaglige aktiviteter.
Vi søger nu en kunstfaglig medarbejder, der med faglighed, overblik og samarbejdsevner vil være med til at sikre kvalitet og sammenhæng i arbejdet – i tæt samspil med frivillige og kommune.
Om jobbet
Den kunstfaglige medarbejder er ansat i Kultur og Fritid i Mariagerfjord Kommune og har primært sit daglige virke knyttet til Kunstetagerne i Hobro, beliggende i bygningskomplekset Bies Gård.
Stillingen understøtter arbejdet i tre samarbejdende organisationer:
- Mariagerfjord Kunstforening
- Mariagerfjord Kommunes Kunstråd med Hobro Kunstsamling
- Rud Thygesen Arkivet for moderne møbelkunst og design
Arbejdet foregår i tæt samarbejde med frivillige og koordineres i et fælles samspil mellem de tre organisationer og Mariagerfjord Kommune.
Dine hovedopgaver vil være:
- Planlægning og praktisk gennemførelse af udstillinger og kunstrelaterede aktiviteter i Kunstetagerne, herunder omvisninger og foredrag
- Administration og forvaltning af Hobro Kunstsamling samt Mariagerfjord Kommunes egen kunst, herunder udlån til andre museer og håndtering af udsmykningsopgaver i hele Mariagerfjord Kommune
- Sekretariatsfunktion for Mariagerfjord Kommunes Kunstråd
- Administration og forvaltning af Mariagerfjord Kommunes egen kunstsamling
- Fundraising og projektudvikling i samarbejde med de tre organisationer og Mariagerfjord Kommune
- Udgående formidling i samarbejde med relevante samarbejdspartnere, herunder institutioner for børn og unge
Stillingen rummer både kunstfaglige, formidlingsmæssige og administrative opgaver og forudsætter en høj grad af selvstændighed og koordinering.
Om dig
Vi leder efter en person, der har:
- Et dybfølt engagement i kunst, udstillinger og formidling baseret på frivillighed og samarbejde
- En kunstfaglig eller museal baggrund
- Erfaring med udstillingsarbejde og kuratoriske processer
- Erfaring med håndtering af kunstværker og kunstsamlinger
- Erfaring med fondsansøgninger, ekstern finansiering og projektrealisering
- Stærke kompetencer inden for skriftlig og mundtlig formidling
- Administrative kompetencer i relation til databaser, registrering og sekretariatsopgaver
- Evne til at arbejde i krydsfeltet mellem professionel drift og frivilligt engagement
Som person er du:
- Selvstændig, struktureret og ansvarsbevidst
- Samarbejdsorienteret og trives i et felt med flere interessenter
- Bevidst om dynamikken mellem eksisterende praksis og faglig udvikling
- I stand til at navigere balanceret mellem kunstfaglige ambitioner og organisatoriske rammer
- Fleksibel i forhold til opgaver og arbejdstider
- En kunstfaglig stilling med bredde og variation samt mulighed for at sætte dit præg
- Et arbejdsmiljø med stærkt lokalt engagement og frivillig opbakning
- Mulighed for at arbejde tæt på både kunstnere, publikum og samarbejdspartnere
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid og organisatorisk placeret i Fagenheden for Kultur og Fritid i Arden med reference til kultur- og fritidschefen. Arbejdssted er med udgangspunkt i Kunstetagerne i Hobro og med primært kunstfaglig reference til de tre organisationer.
Løn og ansættelsesforhold fastsættes efter gældende overenskomst og kvalifikationer.
For at være ansat i Mariagerfjord Kommune skal du have MitID.
Vil du være med?Send din ansøgning og CV senest 15. februar via Mariagerfjord Kommunes jobportal.
Den rigtig gode ansøgning vil fokusere på din motivation for og perspektiver på formidlingen af kunst i Mariagerfjord.
Vi afholder første samtale 20. februar og anden samtale 24. februar i Hobro. Mellem første og anden samtale vil der være en forberedelsesopgave.
Tiltrædelse senest 1. april 2026
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakteFlemming Poulsen, Kultur- og fritidschef, på tlf. 20202436 eller flemp@mariagerfjord.dk.
Om Mariagerfjord Kommune
Mariagerfjord Kommune er en af Danmarks smukkeste kommuner med en unik og varieret natur ved skov, strand og fjord. Vi ligger centralt mellem Aalborg og Aarhus og er på den måde et bindeled mellem Nordjylland og resten af landet. Vores mål er klart: Vi vil mere, og der er plads til flere.Derfor har vi fokus på at skabe de bedste rammer for vores cirka 42.000 borgere, for vores erhvervsliv og for udviklingen af kommunen.
I Mariagerfjord Kommune ønsker vi, at alle vores 3.400 medarbejdere oplever sig som en vigtig del af fællesskabet. Vi har frihed til at bringe vores kompetencer og ideer i spil, så vi løser kerneopgaven bedst muligt og gør en forskel for vores borgere.Vi har fokus på psykologisk tryghed og viser respekt for hinandens forskelligheder. Alle tager vi et medansvar for fællesskabet og opgaven, og derfor lægger vi også stor vægt på et velfungerende samarbejde i MED-organisationen.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede ansøgere til at søge job hos os, uanset personlig baggrund.