Idérig maskiningeniør/produktionsteknolog til udvikling af specialmaskiner og prototyper
Trives du samtidig med muligheden for at følge løsningerne hele vejen fra idé og konstruktion til færdig installation hos kunden? Så kan dette være en spændende mulighed for dig.
Om jobbet
Som maskiningeniør/produktionsteknolog hos BV Teknik A/S bliver du en del af et dygtigt teknisk udviklingsteam, der arbejder med udvikling af prototyper, nye maskiner og tekniske turnkey-løsninger til især produktionsvirksomheder med høje krav til kvalitet, driftssikkerhed og oppetid.
Du får en central rolle i udvikling og styring af projekter fra idéfase og teknisk afklaring til konstruktion, dokumentation, overdragelse til produktion og efterfølgende opfølgning på installation og drift hos kunden. Projekterne gennemføres i tæt samarbejde med både konstruktionsteam, produktion og kunder, og du bliver en del af et stærkt fagligt miljø, hvor sparring og samarbejde er en naturlig del af hverdagen.Som end-to-end virksomhed giver BV Teknik A/S dig desuden en unik mulighed for at følge projekterne hele vejen fra idé til levering af den færdige løsning.
Dine opgaver og ansvarsområder omfatter blandt andet:
- udvikling af specialmaskiner og produktionsudstyr
- sikre, at konstruktionerne fungerer optimalt i kundernes produktion
- deltagelse i projektforløb med fokus på tilbud, indkøb, tidsplan og budget
- sikre optimal koordinering og prioritering af arbejdsopgaver og tæt dialog med kunder gennem udviklingsforløbet.
Om BV Teknik A/S
BV Teknik A/S har siden 1981 udviklet og bygget specialmaskiner og automationsløsninger til kunder inden for bl.a. plastproduktion, metalbearbejdning, medicinalindustrien og detail. Med base i Holstebro leverer virksomheden innovative, kundetilpassede løsninger til både danske og europæiske kunder med fokus på høj kvalitet, driftssikkerhed og effektiv produktion.
Virksomhedens produktionsmiljø dækker 3.300 m² og er indrettet til at håndtere både store og små projekter - fra de første skitser til færdigtestet løsning. BV Teknik A/S beskæftiger 27 medarbejdere med stærke kompetencer inden for maskinteknik, el, software, montage og automation, og kulturen er præget af høj faglighed, godt samarbejde og mange medarbejdere med lang anciennitet.
Siden 2023 har BV Teknik A/S været en del af ADDTECH, en teknologikoncern med over 150 virksomheder inden for industri og automation. Læs mere om BV Teknik A/S her.
Dine faglige og personlige kvalifikationer
Vi forestiller os, at du har minimum 4-5 års erfaring med 3D-konstruktion, optimalt hos en maskinbygger eller lignende teknisk produktionsvirksomhed. Du er sandsynligvis uddannet maskiningeniør, produktionsteknolog eller tekniker med solid praktisk erfaring.En håndværksmæssig baggrund som smed, mekaniker eller industritekniker vil være en fordel. Du har en bred teknisk forståelse inden for almen maskinteknik og motiveres af at udvikle kundetilpassede maskiner i høj kvalitet til produktionsvirksomheder, hvor driftssikkerhed og oppetid er afgørende.
Herudover ser vi gerne, at du har følgende kvalifikationer og erfaring:
- arbejder struktureret og målrettet med fokus på kvalitet, tidsplaner og budgetter
- har erfaring med 3D-konstruktion af maskiner - gerne i Inventor
- bidrager til et godt arbejdsmiljø og trives med en åben og uformel omgangstone
- arbejder konstruktivt sammen med andre og evner med dine gode projektlederegenskaber at drive projekter sikkert i mål
- gode kommunikationsevner på dansk og engelsk, både skriftligt og mundtligt.
Jobbet kræver, at du bor, eller er villig til at bosætte dig, i Holstebro eller maksimalt 1 times kørsel herfra.
Hos BV Teknik A/S får du
Du bliver en del af en teknisk stærk virksomhed med internationalt udsyn og en positiv udvikling. Kulturen er præget af høj faglighed, et godt arbejdsmiljø, en uformel omgangstone og et stærkt kollegialt fællesskab, hvor samarbejde og hjælpsomhed vægtes højt.
Derudover tilbydes du:
- en grundig introduktion, der klæder dig på til jobbet
- spændende og varierede opgaver med mulighed for både faglig og personlig udvikling og hvor du også kan bidrage til stillingens indhold
- frihed under ansvar i en virksomhed med korte beslutningsveje og høj grad af fleksibilitet
- løn- og ansættelsesvilkår, der matcher dine kvalifikationer.
Kan du se mulighederne, og har du spørgsmål? Så lad os starte dialogen
Har du spørgsmål omkring jobbet og ansættelsesforhold, er du meget velkommen til at kontakte Claus Sørensen, Lang Partners, pr. mail: CLS@langpartners.dk eller pr. telefon 40 21 77 33.
Ansøgning - vi glæder os til at høre fra dig
Hvis dette job har vakt din interesse, så opfordrer vi dig til at uploade dit CV og evt. ansøgning via ANSØG-knappen. Vi inviterer løbende kandidater til samtale, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.