Personlig assistent til specialkonsulent med synshandicap i et ledelsessekretariat – 20 timer pr. uge
uge Vil du have et alsidigt job med både administrative og praktiske opgaver – og samtidig være med til at gøre en reel forskel? Region Hovedstadens Akutberedskab søger en stabil, positiv og serviceminded personlig assistent med akademiske kompetencer til vores kollega med synshandicap i Ledelsessekretariatet.
Hvem er vi, og hvorfor skal du med på holdet? Akutberedskabet har til formål at skabe et tilgængeligt og sammenhængende akutsystem for regionens borgere. Vores kerneopgaver består af at modtage opkald til Akuttelefonen 1813 og 1-1-2, disponere og køre ambulancer og akutlægebiler samt at koordinere regionens præhospitale indsats – både ved dagligdagsopgaver og ved store komplekse hændelser.
Akutberedskabet er en organisation i udvikling. Der sker rigtig meget – og med sundhedsreformen ser det ud til at fortsætte. Som personlig assistent for vores kollega med synshandicap bliver du en del af et ledelsessekretariat på seks ledelseskonsulenter, som hører under Administrationen i Akutberedskabet.
Dine ca. 20 kollegaer i Administrationen er en blandet flok af jurister, kommunikatører, beredskabsmanagers, en sekretær og ledelseskonsulenter. Du kommer til at arbejde helt tæt sammen med Kamilla, der ikke lader sig begrænse af sit synshandicap, men er meget aktiv på ski, med løb og så har hun en PL-bronzemedalje i goalball.
Ind imellem alt det faglige tager vi os tid til fælles frokost, en kop kaffe, elastiktræning og en (frivillig) løbetur. For det er vigtigt ikke at gro fast på kontorstolen. Vi lægger i høj grad vægt på en positiv, humoristisk og uformel omgangstone, for det er godt at grine med sine kolleger hver dag.
I Akutberedskabet bliver der taget hensyn til, at arbejdsliv og privatliv balancerer. Vi er stolte af, at vi kun i helt akutte situationer arbejder og sender mails om aftenen, og ellers gør en dyd ud af at holde fri. Derudover holder vi en times fokustid hver formiddag, så vi sikrer hjernero til de opgaver, som kræver fordybelse.
Din arbejdstid tilrettelægges i tæt samarbejde med Kamilla, som du bliver assistent for. En del af opgaverne kan løses fleksibelt hjemmefra, men der vil også være behov for fysisk fremmøde. Stillingen er 20 timer pr. uge, og kan derfor med fordel kombineres med studier eller et andet deltidsjob.
Om ledelseskonsulenten og opgaverne Kamilla løser klassiske sekretariatsopgaver, herunder udarbejdelse og kvalitetssikring af beslutningsoplæg, koordinering af politiske sager og afrapporteringer og proceskoordinering. Dertil varetager hun sekretariatsbetjening af mødefora, og yder strategisk sparring med direktion og afdelingsledelser.
Som assistent bliver du en helt central samarbejdspartner og bidrager til, at Kamilla kan lykkes med sine opgaver. Da mange af opgaverne er komplekse og kræver løbende sparring, foretrækkes det, at du besidder akademiske kompetencer. Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være at: Bidrage til grafisk formidling i evalueringer, præsentationer og positionspapirer Korrekturlæse, opsætte og kvalitetssikre skriftligt materiale i Word m.m. Assistere under møder og workshops, fx ved visning af data og grafikker Udtrække data fra databaser og systemer samt understøtte analyse og formidling af større datasæt Stå for kørsel og transport til møder og konferencer i regionen Løse ad hoc-opgaver, hvor der er behov for seende assistance Kort sagt bliver du bindeleddet, der sikrer, at både de administrative og praktiske detaljer falder på plads.
Hvem er du? Vi søger en assistent, der trives med at være "bag kulisserne" og skabe rammerne for, at andre lykkes. Vi tænker, at du har akademiske kompetencer og at du har en god evne til hurtigt at sætte dig ind i nye opgaver. Vi bliver glade, hvis du: Har gode samarbejdsevner og en imødekommende tilgang til andre.Har stærke faglige kompetencer og flair for at omsætte det komplekse til konkrete løsninger Har stærke skriftlige kompetencer og er en eminent korrekturlæser. Har gode it-kompetencer og solid erfaring med Office-pakken – særligt Power Point og Excel.
Generelt har en fleksibel og løsningsorienteret tilgang til dine opgaver og samarbejde. Har et solidt sekretær-gen med fokus på struktur, kvalitet og service. Endelig ser vi det som en fordel, hvis du har kendskab til arbejdet i en politisk styret organisation.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er en deltidsstilling på gennemsnitligt 20 timer pr. uge. Løn- og ansættelsesvilkår aftales i henhold til enten HK- eller AC-overenskomst på baggrund af dine kvalifikationer. Akutberedskabet har primært til huse på Telegrafvej 5 i Ballerup, hvor du også får arbejdsplads.
Læs meget mere om Akutberedskabet som arbejdsplads her: www.regionh.dk/akutberedskabet Hvordan søger du stillingen? Din ansøgning og CV og skal være os i hænde senest 22. oktober 2025. Vi planlægger at afholde 1. samtale 27. oktober 2025 og evt. 2. samtale den 30. oktober 2025. Vi ønsker at besætte stillingen senest pr.
1. december 2025, men gerne før. Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at sende en mail til ledelseskonsulent Kamilla Bradt Ryding (kamilla.bradt.ryding@regionh.dk), så ringer hun til dig. Kamilla holder ferie i uge 41, så du kan først forvente at blive ringet op herefter.
Fakta Jobtype Studentermedhjælper Arbejdssted Region Hovedstadens Akutberedskab Arbejdstid 20 timer / uge Jobnummer 264648 Ansøgningsfrist 22-10-2025 Contact [Project.ContactPerson1.ProfileImage-] Kamilla Bradt Ryding Ledelseskonsulent [Project.ContactPerson2.ProfileImage-] [Project.ContactPerson3.ProfileImage-] [Project.ContactPerson4.ProfileImage-] Vi står klar til at hjælpe, når du har mest brug for det.
Region Hovedstadens Akutberedskab har til formål at skabe et tilgængeligt og sammenhængende akutsystem for regionens borgere. Vores hovedopgaver består af at modtage opkald til Akuttelefonen 1813 og 1-1-2, disponere ambulancer og akutlægebiler samt at koordinere regionens præhospitale indsats – både ved dagligdagsopgaver og ved store komplekse hændelser.
I Region Hovedstadens Akutberedskab bliver du en del af noget større – et stærkt fagligt miljø, hvor vi gør hinanden bedre. Du får et arbejde, der giver mening, fordi det handler om liv. Vil du være med til at gøre en forskel? Fakta Region Hovedstadens Akutberedskab er ansvarlig for den præhospitale indsats i Region Hovedstaden Vi skaber et sammenhængende akutberedskab for borgerne Virksomheden består af seks enheder og varetager mange opgaver, bl.a. 1-1-2 og 1813 opkald Vi disponerer og kører ambulancer og akutlægebiler til hele regionen Vi er ca.
1100 medarbejdere på det præhospitale område Ansættelsesforhold Du vil som ansat i Akutberedskabet skulle bære funktionstøj, når du befinder dig i Akutberedskabets operative områder, som er AMK Vagtcentral og 1813 samt baserne, hvor ambulancerne kører fra.Ansatte med patientkontakt bærer uniform i samme operative områder. Vi har indført brug af funktionstøj og uniform i alle operative områder, som er en del af vores indsatser med at styrke sikkerheden og genkendeligheden i Akutberedskabet, som ud over funktionstøj bl.a. også omfatter sikkerhedssnore.